SilverStone Fortress FT02B with side window

edbpriser.dk 15-02-2010 08:45

Indledning
Det er omkring et år siden, at SilverStone lancerede deres SilverStone Fortress FT01. Dengang var vi på TWEAK meget tilfredse med kvaliteten og dets mange features, hvor vi blandt andet stødte på et anderledes airflow, også kaldet et positivt airflow. Disse faktorer medførte således at SilverStone Fortress FT01 fik en meget fin score i vores test, samt en ”Editors Choice” award. Denne gang er det så blevet tid til at se på SilverStone Fortress FT01 kabinettets efterfølger, der ikke så underligt har fået tilkendt navnet Silverstone Fortress FT02. Der har været meget store forventninger til den nye udgave af Fortress FT01 kabinettet, specielt på grund af forgængerens store succes.

I denne test skal vi se nærmere på om SilverStone Fortress FT02 kabinettet lever op til de store forventninger, og om det kan opretholde ”Fortress”-seriens succesrige navn. Selvom det nye Fortress FT02 kabinet fra SilverStone ligner forgængeren meget, så minder det endnu mere om et andet kabinet fra SilverStone’s produktlinje. De læsere, der allerede har stiftet bekendtskab med Raven RV02 kabinettet, vil helt sikkert kunne se lighedsmæssige træk med hensyn til designet.

Til sidst skal det siges, at hvis du synes, at SilverStone Fortress 2 kabinettet ligner lidt en blanding af SilverStone Fortress FT01 og Raven RV02 kabinetterne, så bare vent til fremvisningen af designet og diverse features indvendigt, hvor Silverstone har valgt at kopiere hele Raven RV02 kabinettets opbygning og særprægede design, og indlemme det i deres Fortress FT02 kabinet.     

Indpakning
SilverStone anvender en meget høj indpakning til deres Fortress FT02 kabinet. Grunden til at SilverStones Fortress FT02 indpakning er så høj, er fordi at kabinettet står op på den vertikale facon. Kabinettet og indpakningen vejer tilsammen omkring 15 kg, så det er en rimelig tung sag at flytte rundt på. Rundt omkring på indpakningens flotte design finder man et par billeder af produktet, features og specifikationer.

SilverStone har altid været utrolig gode til at fragte deres produkter sikkert og nænsomt. På siderne af kabinettet kan man se 2 stk. polystyrenklodser, som SilverStone har valgt at forstærke med solidt pap. Kassen med tilbehør finder man i toppen af indpakningen, og ikke inde i kabinettet.

Tilbehør
Fortress FT02 kabinettets tilbehør er identisk med Raven RV02 kabinettets tilbehør. Man finder i tilbehøret cirka de samme skruer, 3pin til MOLEX adapter, velskrevet manual, støtte til strømforsyningen, kabelføringsbånd, velcrobånd til sikker montering af strømforsyning, 2,5” SSD monteringsskive, samt 2 stk monteringsskriver til en single/dual/tripple 120mm vandkølingsradiator.

For at montere en vandkølingsradiator i Fortress FT02 kabinettet, bliver man nødt til at tage nogle af de store 180mm indsugningsblæsere, i bunden, ud af kabinettet midlertidigt. Herefter skal man montere radiatoren ovenpå de store 180mm indsugningsblæsere ved hjælp af monteringsskiverne. Når det er klaret, så kan man installere sine 180mm indsugningsblæsere med radiatoren monteret på toppen. Ønsker man at tage denne feature i brug, vil det medføre, at radiatoren tager et godt indhug af luftindtaget fra de store 180mm indsugningsblæsere, mens resten af systemet får deres del af luftindtaget blokeret af radiatoren. Det vil medvirke til, at man ødelægger kabinettets airflow og indvendige design, så det kan ikke anbefales.

Derimod findes der andre kabinetter, der er bedre rustet til en vandkølingsløsning. Installeringen af en radiator ovenpå de store 180mm indsugningsblæsere i bunden gør også, at pladsen til grafikkortene formindskes. Installerer man en radiator med en tykkelse på 30mm, så har man kun en længde på 10,5” tilbage til grafikkortene. Ydermere har man kun en længde på 9” tilbage til grafikkortene, hvis man installerer en high-end radiator med en tykkelse på 60mm.