Skift til SSD og få en markant hurtigere computer

edbpriser.dk 26-10-46661 03:23

SSD står for Solid State Drive, og det er et datalagringsmedie, der opbevarer data uden brug af mekaniske dele. Det står i modsætning til den traditionelle HDD, der brugte en mekanisk arm til at læse data.

Der er en række fordele ved SSD, men den største er uden tvivl hurtigheden. SSD’er er ganske enkelt meget hurtigere end HDD’er, og det er nok den bedste opgradering, du kan give din computer, hvis du vil gøre den hurtigere.

Kenneth Bruun vandt vores konkurrence om opgraderingen til en Kingston SSD, og det er derfor hans bærbare computer HP 8510w C2D fra 2008 med en ældre HDD, som vi demonstrerer skiftet på.

Opstartstid før skift til SSD

Vil du finde ud af hvordan man skifter til en SSD på en bærbar computer, og hvor stor en forskel det gør for din computer, så læs – og se – med her.

Vi brugte en Kingston HyperX 240 GB SSD

Til udskiftningen brugte vi en Kingston HyperX 3K 240 GB SSD. Den har en MLC flashhukommelse med Serial-ATA 600, en skrivehastighed på op mod 510 MB/s og en læsehastighed på op mod 555 MB/s.

Der er inkluderet et installationskit i dette køb, hvilket gør det en del nemmere at skifte til SSD’en. Med i købet får man således selve SSD’en, 3.5” bay adapter, skruetrækkere, 2.5” SSD-holder, USB-kabel og et SATA data-kabel.

Sådan gjorde vi

Vi startede med at teste opstartstiden på Kenneth Bruuns bærbare computer. Opstartstiden var på 1 minut og 12 sekunder. Du kan selv følge med i videoen herunder, hvor selve installeringen starter ved 2:04. (Bruger du iPhone eller iPad, kan du se videoen i bunden af artiklen.)

Før installeringen skal man huske at slukke ens computer og derefter bruge den medfølgende skruetrækker til at åbne ind til harddisken. Den gamle harddisk tages ud og sættes i den medfølgende holder, da den gamle harddisks indhold skal kopieres over i den nye.

Den nye SSD sættes i den gamle holder og skrues fast i den bærbare computer, hvorefter computeren forbindes til holderen med den gamle harddisk via USB-kablet. Så indsatte vi installations CD’en og startede computeren.

Kloningsprogrammet Acronis True Image HD starter op, og det klarer hele kloningen for dig, hvis du vælger den anbefalede automatiske kloning.

Når kloningen er færdig, tages CD’en ud, og computeren genstartes. Derefter er din computer klar til brug.

Fra 1 minut og 12 til bare 32 sekunder!

Kenneth Bruuns HP fra 2008 gik fra en opstartstid på 1 minut og 12 sekunder til bare 32 sekunder, og har du en sammenlignelig computer, vil du helt sikkert opleve en lignende forskel.

Opstartstid efter skift til SSD

Opstartstiden på programmer kan også blive væsentligt forbedret, og husk på at det er sparet tid hver gang, du bruger computeren, som du får forærende ved at opgradere til SSD.

Det tager ikke særlig lang tid at skifte til en SSD, og det gør en verden til forskel for din computers performance.

For det meste vil det medfølgende kloningsprogram klare det hele for dig, men hvis du løber ind i problemer, kan det anbefales at køre en checkdisc (chkdsc) på den gamle harddisk og samtidig sørge for, at alle partitioner har et drev-bogstav.

Find de bedste priser på SSD’er her