Skiven der er bedre end Blu-ray

edbpriser.dk 23-12-41755 13:36

Den seneste prototype benytter sig af ikke mindre end ti lag, hvor der er plads til 32 gigabyte data per lag. Det giver en samlet lagerkapacitet på 320 gigabyte.

Til sammenligning kan en Blu-ray-skive rumme 25 gigabyte informationer per lag. De største kommercielle Blu-ray-diske har to lag, hvilket giver 50 gigabyte plads til HD-filmen.

Mest til idé-udvikling
En af forskernes udfordringer ved at gemme informationerne i op til ti lag er, at det bliver sværere at afkode indholdet med den laserstråle, der er i afspilleren.

For at finde frem til de enkelte data skal laseren penetrere irrelevante lag og kun belyse de enkelte niveauer, som lagenes data er placeret på.

TDK har derfor opfundet en ny type plast, som lyset lettere kan trænge igennem. Det skriver Techworld i Sverige.

Prototypen kan dog ikke læses af et almindeligt Blu-ray-drev uden, at der foretages modifikationer af læseren, og det vil kræve en standardiseringsproces med efterfølgende godkendelse fra Blu-ray Disc Association.

Forskningen tjener derfor mest til at vise den optiske skives potentiale og som idé-udvikling til fremtidens lagermedier.

Antallet af data på den nye skive er TDK's personlige rekord. Firmaet præsterede i 2006 at gemme 200 gigabyte på en enkelt disk.

Der er dog fortsat et stykke vej op til firmaet Pioneer, der sidste år fik plads til 400 gigabyte på deres prototype.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på www.pcworld.dk