Smart - og billig - batteripakke til din mobil og tablet

edbpriser.dk 09-02-48017 23:06

Hvis du er en rimelig aktiv bruger af din smartphone og/eller tablet og er en del ude i løbet af dagen, ved du, at dine digitale livsnerver til verden omkring dig en gang imellem kalder på strøm, hvor der ikke lige er en stikkontakt i nærheden.

Her er en ekstern batteripakke god at have med sig, for den kan give de livsnødvendige timer, indtil du igen er ved en stikkontakt.

Og en batteripakke som TP-Link TL-PB10400 giver dig rigeligt med strøm til at oplade både din smartphone og tablet fuldt ud, og den kan endda klare begge enheder på samme tid.

Indhold i kassen

TP-Link TL-PB10400 kommer i en fin lille æske sammen med en opbevaringspose i stof, så den er beskyttet mod ridser i tasken, og et mikro USB kabel.

TP-Link TL-PB10400 - indhold i kassen

Herudover er der et par bruger guides (engelsk og 12 andre sprog heriblandt dansk) og et produktblad.

Læs også: Ekstern batteripakke til din bærbare PC

Mikro USB kablet kan både bruges til at oplade selve batteripakken og en smartphone eller tablet med strøm fra batteripakken. Hvis din mobil eller tablet bruger et andet stik, skal du huske at have et kompatibelt kabel med på farten.

Design

En ekstern batteripakke er jo ikke produkt, der skal være de store dikkedarer med, men TP-Link TL-PB10400 er nu alligevel en af de flottere designede batteripakker på markedet.

Den er holdt i et helt simpelt hvidt design med lyseblå ender, og der er ikke tlføjet noget, som ikke er absolut nødvendigt.

På siden er mikro USB indgangen til at oplade TP-Link TL-PB10400, og i den ene ende er al øvrig funktionalitet placeret.

TP-Link TL-PB10400

Målene lyder på 8,88 x 4,43 x 4,43 cm, og vægten er på 241 gram.

TP-Link TL-PB10400 i brug

To USB udgange sørger for, at man kan oplade to enheder af gangen, og de lyder på henholdsvis 1 og 2 A (ampere), hvor den kraftigere 2 A udgang er velegnet til at oplade enheder, der kan klare denne større spænding - typisk tablets.

2 A udgangen nedjusterer sig dog automatisk til 1 A, hvis der tilsluttes en enhed, der skal oplades med mindre spænding, og det er jo ganske smart.

I det hele taget er der indbygget en længere række af beskyttelser mod overophedning, overopladning, overafladning med flere i TP-Link TL-PB10400, så der lader til at være rimelig godt styr på sikkerheden.

Opladning af flere enheder samtidig fungerer glimrende, og selv da fruen og jeg sad med henholdsvis iPad og Lumia 950 og spillede, mens der blev opladt, formåede TP-Link TL-PB10400 at sende mere strøm ind i begge enheder, end vi brugte på spillene.

TP-Link TL-PB10400 kan oplade to enheder på samme tid
TP-Link TL-PB10400 kan oplade to enheder på samme tid.

Kapaciteten i TP-Link TL-PB10400 er - meget logisk - på 10.400 mAh, hvilket er nok til at oplade både en tablet og en smartphone fuldt ud, så man er godt sikret mod strømsvigt, hvis man altså har de fornødne kabler med sig.

Det tager heller ikke lang tid at oplade sine enheder med TP-Link TL-PB10400, men til gengæld tager det pænt lang tid at fylde batteripakken op med strøm igen - mellem 7 og 10 timer alt efter hvor kraftig din oplader er.

Du kan også altid tjekke, hvor meget strøm, der cirka er tilbage i TP-Link TL-PB10400, da et enkelt tryk på enhedens eneste knap gør, at de fire lysdioder lyser op med den aktuelle strøm-kapacitet.

Lommelygte i toppen

I toppen af TP-Link TL-PB10400 er der indbygget en lille lommelygte, men den er ikke specielt kraftig, så den skal mere ses som en bonus til den meget kapable batteripakke.

TP-Link TL-PB10400

Pris

Prisen for TP-Link TL-PB10400 har længe ligget omkring de 200 kroner, og det er billigt for så gennemført et produkt.

Læs også: Hurtig ac-router med batteripakke i lommeformat

Der findes også mindre udgaver af batteripakken, hvis behovet ikke er så stort, eller enheden godt må være endnu mindre.

Konklusion

TP-Link TL-PB10400 giver masser af værdi for pengene, hvis man har oplevet at stå med en hensygnende mobil eller tablet og have desperat brug for strøm.

Man skal dog lige være opmærksom på, at man har de rette kabler med i tasken, men så er du også sikret gentagne opladninger og sikkerhed for ikke at løbe tør for strøm, når du allermest mangler den.