Smartwatch fra Oppo kan oplades på fem minutter

edbpriser.dk 26-04-47155 16:36

Kinesiske Oppo har indtil videre først og fremmest været kendt for at lancere verdens tyndeste smartphone på bare 4,85 mm, som man indtil videre kun kan købe gennem deres egen hjemmeside.

Nu bevæger Oppo, som så mange andre, sig ind på smartwatch markedet med en model, der endnu ikke er blevet navngivet.

Lynhurtig opladning

Udover dens vanvittige tyndhed er en af Oppo R5’s store styrker dens opladningsteknologi ved navn VOOC, der kan oplade den tynde smartphone fra 0 til 75 % på bare 30 minutter.

Læs også: Mobilbatteri der oplader på 1 minut er på vej

Det er denne teknologi, som Oppo vil implementere i dens kommende smartwatch. Dette kan give Oppo en stor fordel i den hårde kamp med andre smartwatch producenter, da netop en særdeles kort batterilevetid plager mange modeller.

Hvis man kan oplade sit smartwatch på bare fem minutter, vil det ikke længere være så stort et problem, at batteriet ikke holder mere end en dags tid.

Det er desværre småt med oplysninger udover dette, men rygterne peger på, at Oppos smartwatch vil blive præsenteret samtidig med flagskibsmodellen Oppo Find 9 senere i år.

Læs også: LG kommer med luksus smartwatch

Vi ved endnu ikke, hvorvidt Oppos smartwatch finder vej til Danmark, hvilket styresystem det er udstyret med eller hvad prisen bliver, men den hurtige opladning gør det til en særdeles interessant udfordrer af de nuværende smartwatch modeller på markedet.