Sony blev også overrasket over Xbox 360 spil til Xbox One

edbpriser.dk 09-05-47434 09:00

Microsoft overraskede alt og alle på spilmessen E3 ved at proklamere, at Xbox One fremover vil kunne spille Xbox 360 spil.

Både PlayStation 4 og Xbox One er ellers blevet lanceret uden muligheden for at spille forgængernes spil, da arkitekturen bag har været for forskellig fra den nye.

Men Microsoft har bygget en Xbox 360 emulator til Xbox One til at afspille de ældre titler på, og de kom på E3 med 22 spil, der var klar til at blive spillet.

Læs også: Verdens mest avancerede gaming mus

Senere på året kommer der yderligere over 100 Xbox 360 spil, lovede Microsoft og fortsatte, at Xbox One ejerne får lov til at stemme om, hvilke spil der skal gøres klar til den nye konsol - indtil videre er det "Red Dead Redemption", der fører i den afstemning.

Xbox 360 spil til Xbox One

Der er udkommet mere end 1.000 spil til Xbox 360 indtil nu.

"Meget overraskende" siger Sonys Yoshida

For Sonys topchef, Shuhei Yoshida, som var med til at udvikle den oprindelige PlayStation i 1993-94, var det en lige så stor overraskelse som for alle os andre.

I et interview med Eurogamer fortæller Yoshida, at "det var meget overraskende. Jeg troede ikke, at det ville være muligt. Der må ligge en stor udviklingsindsats bag."

Adspurgt om det samme vil ske for PlayStation, fortæller Yoshida, at PlayStation 3 havde en så unik arkitektur, at det vil være meget udfordrende at gøre efter.

"Man skal aldrig sige aldrig, men vi har ikke nogen aktuelle planer", udtalte Yoshida.

Læs også: Her styrer en Amiga 2000 varmen

PlayStation 4 spillere kan i stedet benytte sig af Sonys PlayStation Now service, hvorfra man kan streame et udvalg af PS3 spil til sin PS4.


Via: The Verge