Sonys nye e-paper-watch er noget helt nyt

edbpriser.dk 22-03-46895 01:50

For tiden bliver der annonceret det ene smartwatch efter det andet med avancerede funktioner, der resulterer i en meget lav batterilevetid. De fleste smartwatches klarer kun lige en enkelt dag på en opladning, hvilket er utilfredsstillende for mange.

Sony ser ud til at have blik for dette problem. Deres nye FES Watch holder nemlig batteriet meget længere end en dag, selvom det nok er lidt misvisende at kalde det et smartwatch.

En batterilevetid på 60 dage

FES Watch er lavet fuldstændig af e-paper, hvilket er grunden til, at det kan holde batteriet så længe. Det betyder så også, at farverne kun kommer i sort og hvid, men til gengæld kan man ændre farver og design på hele uret.

Med et enkelt tryk kan man vælge imellem talrige designmuligheder for både remmen og selve uret. Uret kan endda skifte design og farve alt efter hvilke bevægelser, man laver med armen, som det er vist i en af videoerne herunder.

Læs også: Intelligent smartwatch fra Microsoft

Valget af e-paper som materiale betyder også, at uret er meget tyndt, ligesom batteriet kan holde i hele 60 dage. Begge står i modsætning til mange smartwatches, der ofte kritiseres for at have en dårlig batterilevetid og for at være for tykke.

Det er dog en smule unfair at sammenligne dette ur med smartwatches, da det indtil videre ikke er muligt at forbinde FES med ens mobiltelefon, og den mangler derfor så godt som alle de funktioner, der gør et smartwatch smart.

Læs også: Det første helt runde smartwatch kommer til november

Ikke desto mindre er det et fingerpeg om de store muligheder, der ligger i udviklingen af smartwatches. De behøver ikke kun at have små skærme, der skal ligne klassiske armbåndsure så meget som muligt.

Sonys ambitioner for e-paper er i hvert fald på plads, da det japanske firma, som man kan se i videoen herunder, også planlægger at lave blandt andet butterflys og accessories til ens taske eller sko ud af e-paper.

Brugen af e-paper er stadig på udviklingsstadiet, men mon ikke vi får det at se herhjemme også på et tidspunkt.