Spil-pirater får en på kassen i nyt spil

edbpriser.dk 30-04-2013 07:38

"Hvad sker der, når pirater spiller en spiludviklings-simulator og går bankerot på grund af pirater?"

Sådan lyder spørgsmålet fra Greenheart Games omkring deres yderst subtile vink med en vognstang til verdens spil-pirater.

Greenheart Games har netop sendt spillet "Game Dev Tycoon" på markedet, der er et spil, hvor det gælder om at udvikle nye spil, markedsføre dem og så tjene penge til nye og større produktioner.

Men samtidig med frigivelsen af spillet på de lovlige kanaler, sendte Greenheart Games en cracked version ud på et førende fildelingssite.

Modificeret version til piraterne
Denne version havde dog fået en lille modifikation, der gør, at når piraterne har spillet et par timer og har fået opbygget en god egenkapital i spillet, begynder deres spil at blive piratkopieret.

Og pludselig er det meget svært for dem at tjene penge, fordi piraterne nu har overtaget, og der ikke længere kommer penge i kassen.

Ironien er til at få øje på - for nogle
Så skulle man måske tro, at der ville gå et lys op for piraterne, men sådan forholdt det sig i hvert fald ikke for de mange, som begyndte at klage deres nød på diverse fora.

Her bad de om hjælp til at komme piratkopieringen af deres spil til livs, som det kan ses på disse eksempler:

Game Dev Tycoon help message

Game Dev Tycoon help message

Vil det ændre noget?
Nu er nyheden om Greenheart Games' stunt efterhånden gået verdens medier rundt, så mon ikke spil-piraterne ad den vej snart finder ud af, hvad de har været udsat for?

Om det så vil ændre noget for dem, der ikke vil betale for deres spiloplevelser er naturligvis uvist, men Greenheart Games håber da, at der er nogen, som vil ændre adfærd, når de har mærket konsekvenserne af piratkopiering på egen krop.

Dagen efter, at begge versioner af "Game Dev Tycoon" var blevet frigivet, havde 214 købt spillet, mens 3104 havde hentet den "ulovlige" version.