Store Android nyheder på vej

edbpriser.dk 16-05-46027 02:30

Android mobiltelefon-entusiaster går et spændende forår i møde, da både Samsung, LG, Sony og HTC ventes at præsentere efterfølgere til deres meget vellykkede flagskibs mobiler, Samsung GALAXY S4, LG G2, Sony Xperia Z1 og HTC One i de nærmeste måneder.

LG kommer med deres store buede G Flex phablet allerede i februar, hvilket også er tilfældet med HTC One 2 ifølge de seneste rygter.

Læs også: LG G Flex kommer til Danmark og har et par tricks oppe i ærmet

LG G3 rygtes at komme til maj samtidig med Samsungs GALAXY S5 og Sonys XPERIA Z2, og de vil højst sandsynligt alle komme til at konkurrere om opmærksomheden på Mobile World Congress (MWC) i Barcelona i slutningen af februar.

Lækket billede af Sony XPERIA Z2
Nys lækket billede af Sony XPERIA Z2.

Hurtigere og bedre topmobiler

Alle de nye flagskibs-modeller vil naturligvis indeholde det bedste af det bedste, som de respektive producenter har at byde på indenfor processorkraft, skærmopløsning og kamera-teknologi.

Således kommer mobiltelefonerne fra Samsung, HTC og Sony alle med nyere versioner af Qualcomms Snapdragon 800/805 processor, mens LG efter sigende har udviklet deres egen otte-kernede processor.

Samsung GALAXY S5 bliver muligvis også tilgængelig i en version med en Exynos 6 processor - og kommer måske også i både en plastik og en metal udgave.

Opløsningen tager et spring

På skærmsiden ser det ud til at Samsung og LG vil tage førertrøjen og lancere deres GALAXY S5 og G3 med opløsninger på 2560 x 1440 pixels. Det er nu engang en høj opløsning på en skærm, der højst sandsynligt ender lige omkring de 5 tommer.

Læs også: Pristjek: Så meget sparer du på sidste års topmobiler

HTC og Sony ser da også ud til at "nøjes" med den ganske fine Full HD opløsning på 1920 x 1080, der måske kan give dem en fordel på salgsprisen og batteritiden.

Samsung GALAXY S5 kurvet koncept
Samsung GALAXY S5 i et kurvet koncept.

Samsung har dog efter sigende udstyret GALAXY S5 med en ny type Li-on batteri, der vil kunne indeholde 20 procent mere energi i den samme størrelse batteri, og det er måske nok til at trække den ekstra højtopløste skærm.

Samsungs batteri vil i øvrigt kunne oplades på bare to timer, så de har gode salgspunkter på den front i år.

Kameraerne står næsten stille

Derimod ser det ikke ud til, at kameraerne i de nye topmobiler kommer til at tage nogen kvantespring i dette forår.

HTC lader til at beholde et 8 MP kamera i HTC One 2, der dog er et UltraPixel kamera ligesom i forgængeren, og det tager ifølge HTC bedre billeder end mange af konkurrenternes kameraer med højere opløsning.

Samsung GALAXY S5 og LG G3 kommer med 16 MP mod de tidligere versioners 13 MP, mens Sony XPERIA Z2 beholder det meget roste 20,7 MP kamera fra sin forgænger.

Android KitKat og løse rygter

Alle de nye flagskibsmodeller kommer med den nyeste version af Android kaldet KitKat, og det er måske det mest sikre af alle de rygter, der florerer på internettet lige nu.

Der vil dog højst sandsynligt også dukke fingeraftrykscanner op i en eller flere af kommende topmodeller, mens den rygtede iris-scanner i Samsung GALAXY S5 vist er mere usikker.

Alle de her rapporterede specifikationer er fra sædvanligvis pålidelige kilder, men de kan stadig tage fejl, og så skal man jo også huske på, at Samsung, LG, Sony og HTC stadig kan nå at lave noget om, inden de præsenterer den næste generation af smartphones.

Læs også: HP laver to kæmpe mobiler

De fire producenter vil helt sikkert holde rigtig godt øje med hinanden i tiden op til MWC og rette til og kopiere de andre gode idéer, når det er muligt.

MWC 2014 tegner under alle omstændigheder til at blive en af de mest spændende konferencer, når den løber af stablen den 24.-27. februar.


Kilder: Mobil.nu, Mobil.nu, Stuff.tv og AndroidCentral.com