Storfilmen "Max Manus" er nu udkommet på DVD

edbpriser.dk 09-07-2010 15:26

Kampen mod nazi-besættelsesmagten foregår med intens dødsforagt i actionthrilleren ”Max Manus”. Stjerneskuespilleren Aksel Hennie spiller absolut overbevisende hovedrollen som den legendariske modstandskæmper med speciale i livsfarlig flugt og eksploderende nazimilitærskibe. ”Max Manus” trak oceaner af nordmænd i biografen, og ved den danske biografpremiere kom der store roser fra det danske filmanmelderkorps. ”Max Manus” udgives på DVD d. 13. juli

Storfilmen "Max Manus" om den dansk-norske sabotør og frihedskæmper af samme navn, er et drama, der ligesom ”Flammen og Citronen” tager os tilbage til den barske tid under Anden Verdenskrig. Filmen solgte over 1,2 millioner biografbilletter i Norge. Som sine danske ’kolleger’ kæmper Max Manus en intens og voldsom risikabel kamp mod nazisterne. Sammen med en af sine venner uddannes Max som agent af SOE (Special Operations Executive) i England og sendes tilbage til Norge, hvor han gennemfører en række dristige, men særdeles effektive sabotage aktioner mod besættelsesmagten. Han jages derefter hensynsløst af Gestapo, men ved en utrolig kombination af held og dristighed undslipper han gang på gang sin skæbne. 

Aksel Hennie, én af Norges bedste og mest populære unge skuespillere i dag, spiller den altdominerende hovedrolle som Max Manus. Efter en kort, men succesfuld teaterkarriere fik Hennie i 2003 sit store gennembrud som filmskuespiller med hele tre spillefilm, ”Jonny Vang”, ”Ulvesommer” og den internationalt prisvindende ”Buddy”. Året efter både skrev og instruerede han spillefilmen ”Uno” (2004), og spillede desuden hovedrollen i den. Samme år blev han udnævnt af EFP som ’Shooting Star’. Aksel Hennie medvirkede for nyligt i danske Jesper W. Nielsens filmatisering af Jostein Gaarders ”Et Speil i en Gåte” (2008), og har netop afsluttet optagelserne på den engelsksprogede krigsfilm ”Age of Heroes” overfor Sean Bean. Efter sommeren går han i gang med optagelserne til den kommende actionthriller ”Headhunterne”, der er baseret på Jo Nesbø’s storsælgende kriminalroman, og desuden har danske Nikolaj Coster-Waldau øverst på rollelisten.

Udover at personen Max Manus selv var halvt dansk, har ”Max Manus” mange tråde til Danmark. Filmen er co-produceret af danske Peter Bose og Jonas Allen (Miso Film), klippet af veteranen Anders Refn, Manon Rasmussen har været kostumeansvarlig og Hummer Høimark står for filmens Special Effects.

Personen Max Manus kan på nogle punkter sammenlignes med det cubanske revolutions-ikon, Che Guevara. Max Manus var som ung på omfattende rejser i store dele af Sydamerika. Sammen med sin far og søster flyttede han til Cuba, hvor han fik arbejde hos sin onkel, der var skibshandler. Som matros kom Max Manus vidt omkring i Sydamerika, inden han besluttede sig for at vende hjem til Norge – en rejse, der medførte vandring tværs over Andesbjergene. Efter sin hjemkomst til Norge meldte Max Manus sig til frivilligt at deltage i Finlandskrigen mod Rusland – hvor vi finder ham ved filmens begyndelse.

”Max Manus” var i 2009 nomineret til hele 10 norske Amanda priser, hvoraf den bl.a. hædredes med 7, herunder Bedste Film, Bedste Manuskript, Bedste Mandlige Hovedrolle, Bedste Kvindelige Birolle, Bedste Filmfotograf, Bedste Sound Design og Folkets Amanda (afstemning blandt TV-seerne).