Super Windows 10 Mobile phablet fra HP

edbpriser.dk 03-12-48104 23:53

Mobile World Congress i Barcelona er lige på trapperne, og det betyder, at producenterne gør klar til årets store afsløringer på smartphone-fronten.

Men det er ikke alle producenter, der kan (eller vil) holde deres kort tæt ind til kroppen, og således har vi allerede fået en del at vide om både Samsung Galaxy S7 og LG G5.

Læs også: Microsoft klargør Windows 10 Mobile offensiv

Nu er det så HP's Elite X3 smartphone, som det ungarske site Tech2 har fået fingre i et eksemplar af sammen med den velvoksne phablets yderst imponerende specifikationer.

HP Elite X3 bagside

Top-specifikationer over hele linjen

HP Elite X3 tegner til at blive et ægte Windows 10 Mobile flagskib med specifikationer, der kan få de fleste til at savle: 5,96 tommer Quad HD display, Qualcomms nyeste og dermed hurtigste Snapdragon 820 processor, 4 GB RAM og 32 GB indbygget lagerplads.

Hertil kommer den ikke uvæsentlige mulighed for at udbygge lagerpladsen med et microSD kort på helt op til 200 GB.

Elite X3 vil både få iris- og fingeraftryksscanner, så den kan udnytte Microsofts Windows Hello funktion til sikkerhed og oplåsning af mobilen.

HP Elite X3

Kameraerne kommer heller ikke til at trække helhedsindtrykket af en flagskibsmodel ned, da det bagudvendte kamera lyder på 16 MP, og det frontvendte kamera får hele 8 MP til at sikre god kvalitet på Skype opkaldene og den uundværlige selfie.

Som man kan se på billederne, er det vores egne Bang & Olufsen, der står for lyden i HP Elite X3, så den del skulle også være i orden.

Samtidig er det lykkedes HP at konstruere Elite X3, så den er IP67 certificeret til at kunne modstå vand og støv, og tykkelsen er holdt på 7,8 mm.

HP Elite X3

Sidst men ikke mindst skal HP Elite X3 oplades med det hurtige USB 3.0 Type-C stik, der også bruges til Continuum, der omdanner mobilen til en Windows 10 PC, når den tilsluttes skærm, mus og tastatur.

Læs også: VAIO's første Windows 10 smartphone

Lanceringsdato og pris har Tech2 ikke opsnappet, så det må vi vente med at finde ud af til den officielle afsløring på MWC, men HP Elite X3 bliver helt sikkert ikke markedets billigste Windows 10 Mobile smartphone.


Via: SlashGear