Tænk hvis en pille kunne gøre dig rig og magtfuld

edbpriser.dk 03-01-43574 10:20

Forestil dig en pille, der kan realisere den perfekte version af dig selv... Ville du ta’ den?

Eddie Morra er en useriøs forfatter med en seriøs skriveblokering. Men da han opdager pillen, der booster hjerneaktiviteten med flere hundrede procent, ændres alt. Med ét lever Eddie et high-speed overklasseliv med succes, penge og kvinder i en grad, der overstiger fantasien. Men succesen har en skyggeside, og snart er Eddie i større fare, end selv overmenneskelig tankekræft kan redde ham ud af...

Bradley Cooper ("Tømmermænd i Vegas") og den dobbelte Oscar-vinder, Robert De Niro, fører an i den halsbrækkende og overstimulerede jagt på perfektion i storbyens jungle. ”Limitless” er som en selvrealiseringsbog på speed – med en rygende pistol i hånden.

Deltag i konkurrencen om at vinde "Limitless" her

Det unge stjerneskud
Bradley Cooper er en af Hollywoods største og mest lovende unge stjerner. Den 36-årige amerikaner blev født i Philadephia, og er uddannet på Actors Studio Drama School i New York. I New York påbegyndte han også sin karriere med både teater, film og tv-serier, med debut overfor Sarah Jessica Parker i ”Sex & The City”, før han flyttede til filmbyen Hollywood, da karrieren begyndte at tage fart.

Højdepunkter inkluderer især romantiske komedier som ”Wedding Crashers” (2005), ”Så Flyt Dog!” (org. ”Failure to Launch”, 2006), ”Han er bare ikke vild med dig” (org. ”He’s Just Not That Into You”, 2009) og ”Valentine’s Day” (2010), og rendyrkede komedier som ”All About Steve” (2009) og det store gennembrud ”Tømmermænd i Vegas” (2009).

”Limitless” udgør Bradley Coopers – meget vellykkede – skift til dominerende thriller-hovedroller. Stjernen besøgte desuden København i foråret og deltog i en særlig forpremiere på ”Limitless”, hvor han også med glæde skrev autografer til de mange fremmødte fans.

Robert De Niro og Bradley Cooper i "Limitless"

Den ældre legende
Robert De Niro er en af amerikansk films mastodonter. Med to Oscar-statuetter på kaminhylden, en creditliste på mere end 80 titler og en række af filmhistoriens mest legendariske roller bag sig, er Robert De Niro i en alder af 67 år stadig imponerende aktiv med nye film i biograferne hvert eneste år.

Det dedikerede produktionshold
“Limitless” er instrueret af Neil Burger, manden bag bl.a. “Interview with the Assassin” (2002) og Edward Norton-thrilleren “The Illusionist” (2006).

Den fantasifulde og farvestrålende, men alligevel meget troværdige historie i ”Limitless” stammer fra romanen “Limitless”, også kendt som “The Dark Fields”, af Alan Glynn. Romanen faldt den erfarne manuskriptforfatter Leslie Dixon over i et antikvariat. Hun indså halvvejs igennem bogen historiens potentiale gennem en svær grad af gåsehud, og har som producer af filmen båret projektet igennem hele vejen fra idé til manus til produktion.

”Limitless” udgives på DVD & Combo (Blu-ray+DVD) d. 9. august 2011.