Teaser trailer til "Piranha 3-D"

edbpriser.dk 26-02-42292 19:43

Det er den franske gyser instruktør Alexandre Aja, der senest har begået "Mirrors" og "The Hills Have Eyes", som har fået til opgave at genoplive piratfiskene efter Joe Dante og James Cameron lavede de to første film helt til i 1972 og 1981 hhv.

Den nye film om piratfisk foregår i en lille by i Arizona, Lake Havasu, der hvert år bliver invaderet af tusindvis af glade studerende, som kommer til byen - og den skønne badesø - for at fejre spring break.

I år er der så desværre sket det, at der har været et jordskælv under byens populære badesø, der har sluppet en kæmpe horde af forhistoriske piratfisk fri, som naturligt nok er vilde efter alt det friske kød, som plasker omkring lige over deres hoveder. Og så bryder helvede løs i den lille badeby.

Mange kendte navne
På rollelisten finder man til gengæld knap så frisk kød, da Aja har skaffet en sand perlerække af Hollywood stjerner, som absolut har set bedre dage, men som ikke desto mindre vil byde på mange kære gensyn.

Elisabeth Shue får endnu et forsøg på et comeback, efter hun først var stor teenage stjerne i 80'erne og siden blev Oscar nomineret for sin fantastiske præstation i "Leaving Las Vegas" i 1995.

Richard Dreyfuss, som vandt en Oscar for "The Goodbye Girl" og selvfølgelig også var med i Spielbergs "Jaws/Dødens gab", vender også tilbage til en ny omgang våd horror.

Christopher Lloyd fra "Tilbage til fremtiden" filmene, Ving Rhames fra "Pulp Fiction" og "Mission: Impossible I+II+III", Dina Meyer fra "Starship Troopers" og "Saw 1-4" og Jerry O'Connell, som var halvstor i starten af årtusindet, dukker også alle op til overfladen igen og er med til at kaste lidt stjerneglans over projektet.

Traileren
Selve traileren, som du kan se herunder, ligger op til en herlig B-film med masser af morderiske piratfisk og letpåklædte badende, der sammen med optagelserne i 3D burde give en skræmmende og underholdende tur i biografen til sommer.