Test af Lenovo Miix 510 - billigere Surface-klon

edbpriser.dk 22-11-2017 11:15

Lenovo kan vist ikke rigtig tillade sig at blive fornærmede, når man kalder Miix 510 for en klonet version af Microsofts Surface hybrid-tablets.

Lenovo Miix 510 ligner nemlig ved første øjekast en Surface tablet, selvom den dog ikke er helt så skarpt skåret i designet som Microsofts tablet ved nærmere eftersyn, da der er en utrolig mængde huller og riste på siderne og i toppen af Miix 510's krop.

Lenovo Miix 510 detaljer

Men ellers er Miix 510 designet efter Surface's forlæg som en tablet udført i aluminium med en udtrækkelig og trinløs stander-del bagpå, der bruges til at stille tablet-computeren i den ønskede position på skrivebordet.

Læs også: Lenovo Yoga 910-13IKB [TEST]: Godt kram til næsten alle formål

Lenovo har udstyret standeren på Miix 510 med producentens velkendte urremshængsler i korte udgaver, hvilket dog har givet et knap så elegant udseende som på Lenovo YOGA Book, som jeg anmeldte for nylig.

Lenovo Miix 510

Standeren virker dog som værende bygget i en rigtig fornuftig kvalitet, og Miix 510 bevæger sig ikke ud af stedet, når først man har sat den op.

Tastatur og Active Pen medfølger

På et andet område overgår Miix 510 dog Surface Pro, og det er når vi taler om medfølgende tilbehør.

For hvor der intet følger med til Surface Pro, så er der både tastaturcover og Lenovos Active Pen med i æsken til Miix 510, og det er altså en stor fordel.

Lenovo Miix 510 med Active Pen

Den testede model af Lenovo Miix 510, der har en Intel Core i5 processor på 2,5 GHz, 8 GB RAM og 256 GB SSD, står lige nu i 9.700 kroner.

Til sammenligning vil en Microsoft Surface Pro tablet med tilsvarende specifikationer og tilkøb af Type Cover og Surface Pen stå dig i cirka 13.500 kroner, så der er unægtelig gode penge at spare med Lenovo Miix 510.

Samtidig er både tastaturcover og stylus pen i en helt fin kvalitet, hvor især det baggrundsbelyste keyboard i chiclet design fungerer godt, og det løftes i øvrigt let ind mod Miix 510 skærmen ligesom på Microsofts Surface tablets, så man får en behagelig skriveposition.

Lenovo Miix 510 tastatur

Glimrende ydelse men nogen blæserstøj

Bestykningen med Core i5 CPU, 8 GB RAM og 256 GB SSD drev giver en glimrende ydelse til alle dagligdags opgaver på Windows 10 maskinen, og Miix 510 føles generelt overskudsagtig og kvik i brug.

Lenovo Miix 510 er dog plaget af en ret kraftig blæserstøj, der med mellemrum sætter ind, og det kan godt være generende, hvis man sidder et stille sted og arbejder.

Displayet på Miix 510 er på 12,2 tommer med en Full HD+ opløsning på 1920 x 1200 px, og selvom det er knap så imponerende som Surface Pro skærmens 2736 x 1824 px på næsten samme størrelse skærm, så er det ikke noget problem til hverdag.

Lenovo Miix 510

Billedet fremstår nemlig flot med stærke farver, så der er ikke rigtig noget afsavn på den konto, og Miix 510 er også en god Windows 10 tablet med sin velfungerende touch-skærm.

Til gengæld er batteritiden ikke den mest imponerende med blot 7,5 timer som det maksimalt angivne fra Lenovos side, og det kommer man ikke op på, hvis man presser maskinen med krævende programmer.

På forbindelsessiden finder vi hovedtelefonstik, en USB-C indgang og en USB 3.0 port med opladningsmulighed til din mobil, selv når Miix 510 er slukket, og der er desuden mulighed for at sætte et Mikro SIM kort i udvalgte modeller, så du kan få 4G/LTE på farten.

Lenovo Miix 510 har indbygget opladningsfunktion

Læs også: Acer Switch 5 [TEST]: 2-i-1 på den gode måde

Lenovo Miix 510 har også indbyggede stereo højttalere, som klarer sig ganske udmærket uden at være imponerende.

Konklusion

Lenovo Miix 510 er måske ikke et helt så gennemarbejdet luksusprodukt som en Microsoft Surface Pro, men den har masser at byde på til det mobile og kreative arbejdsliv - og til en noget bedre pris.

Det er dog værd at bemærke den markante blæserstøj og ikke alt for imponerende batteritid, der begge dele gøres meget bedre af en lang række bærbare computere på EDBpriser, der også har både touchskærm og en mobil formfaktor.

Lenovo Miix 510 2-i-1 PC

Men hvis du har forelsket dig i designet med aftageligt tastaturcover og gode muligheder for at være kreativ med Active Pen input, er Lenovo Miix 510 dog et godt og billigere alternativ til Surface Pro.