Test af Philips Brilliance B-line 272B7QPTKEB - ideel arbejdsskærm

edbpriser.dk 15-09-49000 08:33

Philips Brilliance B-line 272B7QPTKEB er henvendt til professionelle, som gerne vil have en god skærm på deres skrivebord.

Størrelsen er på 27 tommer, og Philips 272B7QPTKEB kører med en høj QHD-opløsning på 2560 x 1440 pixel med flimmerfri teknologi og LowBlue-tilstand, så øjnene ikke bliver overanstrengt efter en lang dag foran skærmen.

Nem opsætning og god ergonomi

Opsætningen af Philips 272B7QPTKEB er tæt på at være Plug and Play, da det eneste, der skulle indstilles var lydforbindelsen, da jeg satte den til min computer-dock her på arbejdet.

Philips 272B7QPTKEB har en såkaldt SmartErgoBase skærmfod, der sørger for, at skærmen kan højdejusteres, hældes, drejes og roteres, så man helt sikkert kan finde den rette position.

Philips 272B7QPTKEB

Ledningshåndteringen kan også arrangeres meget elegant bag på skærmarmen, så skrivebordet kan holdes ryddeligt.

Læs også: Test: Buet designerskærm med medfødt gamer-gen

Hertil kommer muligheden for at indstille LowBlue-tilstanden, der skruer ned for de skadelige blå lysstråler med kort bølgelængde, og her kan der vælges mellem tre forskellige indstillinger.

LowBlue-funktionen og de øvrige indstillinger for displayet opsættes gennem en simpelt opbygget menu, der ganske intuitivt styres med fire knapper i bundens højre side.

Philips Brilliance B-line 272B7QPTKEB bagside

Her kan du også indstille en PowerSensor funktion, der ved hjælp af et infrarødt signal holder øje med, om der sidder en person foran skærmen og sænker displayets lysstyrke, når der ikke har været nogen i et valgt antal minutter for at spare på strømmen.

PowerSensor funktionen fungerer dog ikke optimalt, da den godt kan finde på at dæmpe belysningen, selvom du sidder foran skærmen, men idéen er god, og langt det meste af tiden får man da heldigvis lov til at arbejde med fuld belysning, og hvis det generer, kan det jo slås fra.

Philips 272B7QPTKEB

Fornem arbejdsskærm

Det generelle indtryk af Philips 272B7QPTKEB efter en lille måneds brug er helt igennem positivt.

Det højopløste billede på IPS displayet står klart og roligt takket være den indbyggede flimmerfri teknologi, og farverne er klare uden at være overskruede. Og det gælder uanset, om man arbejder i Word, Photoshop eller er på YouTube og tjekke en video.

Selv efter dage hvor man har været plantet foran computeren hele dagen, har der ikke været tendens til trætte øjne, hvilket ellers godt kan være tilfældet til hverdag, hvor jeg må lade mig nøje med en billigere skærm.

Prisen på Philips 272B7QPTKEB befinder sig i skrivende stund på mellem 4.000 og 4.300 kroner, hvilket placerer den i den lidt dyrere ende af 27 tommer IPS skærme med QHD-opløsning her på EDBpriser, men du får også en rigtig god kvalitetsskærm for pengene med mange fine kvaliteter.

Pop-up webkamera

Som en ekstra lille sikkerhedsdetalje har Philips gemt webkameraet væk bag skærmen på 272B7QPTKEB, så du kan være sikker på, at der ikke er nogen, som kigger med, når du ikke bruger det.

Philips 272B7QPTKEB

Webkameraet popper op ved at trykke ned på det og gemmes væk igen på samme måde, og det er unægteligt en mere fiks løsning end en gul Post-it seddel foran webkameraet.

Konklusion

Philips 272B7QPTKEB er velegnet til enhver arbejdsplads, hvor der bliver brugt meget tid foran skærmen.

Den høje opløsning appellerer måske mest til grafiske professionelle, men alle vil have glæde af skærmen, der med sit flotte og dejligt flimmerfrie billede er en fornøjelse at bruge som arbejdsredskab.

En arbejdsplads på 27 tommer med høj opløsning betyder også, at der er god plads til at have flere vinduer åbne samtidig eller rigtig mange faneblade åbne i din browser, som er en situation, jeg ofte befinder mig i.

Læs også: Test: 34 tommer let buet fornøjelse - anmeldelse af Philips Brilliance BDM3490UC

Og prisen må også siges at være i orden for en PC skærm med de kvaliteter, som Philips 272B7QPTKEB har.

Find bedste pris her