Test: Bedre sikkerhed på cykelturen

edbpriser.dk 24-01-2017 12:26

En radar til din cykel? Er det noget, du har brug for?

Hvis du cykler på landevej uden cykelsti og gerne vil opnå en større sikkerhed og få et bedre overblik over den bagfrakommende trafik, så kan svaret godt være ja.

At blive ramt bagfra er nemlig den primære årsag til cykelulykker, oplyser Garmin og angiver dermed den væsentligste årsag til at anskaffe sig en Varia Rearview cykelradar.

Den er imidlertid en ganske dyr anskaffelse, så du skal selvfølgelig afgøre, om det er en enhed, du vil få udbytte af.

Vi har modtaget Varia Rearview cykelradaren sammen med RDU (Radar Display Unit) enheden til test, men hvis du i forvejen har en kompatibel Garmin Edge cykelcomputer (se listen her under Kompatible enheder), kan du nøjes med radar enheden, da den kan parres med flere af producentens cykelcomputere.

Garmin Varia Rearview radar

Utrolig nem installation

Garmin Varia Rearview cykelradar får højst sandsynligt prisen for at være den lettest installerede gadget, du nogensinde kommer til at prøve.

Du sætter en holder fast under dit cykelsæde og en på styret, drejer enhederne på plads og tænder for dem, og så er du klar.

Når du køber sættet med begge enheder, er de nemlig parret fra starten, mens du lige skal have radaren parret med din Edge cykelcomputer, før de er klar, men det er nu ikke nogen stor operation, som du kan se i video #2 herunder.

Læs også: Billig GPS til turene i det fri - anmeldelse af Garmin eTrex Touch 25

Begge enheder har indbyggede batterier, som lades op med et USB kabel, og batteritiden er 5-8 timer, hvilket godt kan være lige i underkanten, hvis du skal ud på en lang tur.

Bliv advaret om biler bag dig

Idéen med Garmin Varia Rearview radaren er, at du bliver advaret om den bagfrakommende trafik på enten RDU enheden eller din Edge computer, så du ikke behøver at kigge dig over skulderen konstant.

Når der ikke er en bil bag dig, lyser "trusselsniveauindikatoren" i toppen af displayet grønt, og når der er biler på vej skifter den til orange. Hvis der kommer en bil i høj fart, lyser den rødt.

Garmin Varia Rearview radar RDU enhed

Bilerne bliver samtidig visualiseret på stregen op til toppen med lysende hvide prikker, og når prikken kommer helt op, betyder det, at bilen har nået dig og påbegynder sin overhaling.

Selve radar enheden begynder samtidig at blinke, når bilerne nærmer sig, for at gøre opmærksom på, at du er der. Lyset i radaren er desværre ikke godkendt til at fungere som baglygte på de danske veje, så du har stadig brug for en baglygte.

Radar funktionen fungerer ganske udmærket, når du kører på landevej, hvor det er rart at blive advaret, hvis du ikke lige har orienteret dig bagud i et stykke tid.

Når trafikken er lidt tættere, kan radaren ikke rigtig følge med, men det er jo heller ikke dens primære formål at advare om bytrafik, hvor du alligevel er omgivet af trafik konstant.

Garmin angiver Varia Rearview radaren til at kunne registrere biler, der nærmer sig bagfra op til 140 meter væk, og at den kan fange op til otte biler af gangen.

De 140 meter passer meget godt, men det skal vist være rimelig optimale forhold med god afstand mellem bilerne, hvis radaren skal opfange otte biler på én gang. Jeg oplevede i hvert fald et par gange, at være blevet passeret af en bil, hvorefter der pludselig dukkede en til op på RDU enheden lige bag mig, og det er selvfølgelig knap så betryggende.

Generelt får man dog en følelse af både bedre sikkerhed og bedre overblik på landevejen, fordi Garmin Varia Rearview radaren for det meste har styr på trafikken bag cyklen, og det er jo præcis, det den skal.

Garmin Varia Rearview radar

For sidder du ind over styret og kører en seriøs gang tempokørsel, er det smart, at du kan blive advaret om lastbilen, der nærmer sig bagfra.

Konklusion

Hvis du ofte er ude og træne på kongerigets mange landeveje og gerne vil have den ekstra sikkerhed, som Garmin Varia Rearview radaren giver dig, kan den godt anbefales – især hvis du har en kompatibel Edge cykelcomputer i forvejen, så du ikke skal have plads til en ekstra gadget på styret.

Læs også: Glimrende fitness ur til den alsidige udøver - anmeldelse af Garmin vívoactive HR

Men den er en ganske dyr anskaffelse, da radaren alene har en vejledende pris på 1.600 kroner, og sammen med hovedenheden ryger prisen op på 2.400 kroner.

Og så kunne man godt ønske sig, at batteritiden var længere.