Test: Cool business hybrid

edbpriser.dk 27-05-48899 20:46

Lenovo er ikke kendt for at være den sexede og frække løsning på laptop markedet, hvor de indtil for nylig mest var kendt for deres no-nonsense ThinkPad løsninger til den seriøse forretningsmand.

Men under chefdesigner David Hill er der gradvist kommet mere fokus på det æstetiske, så du ikke kun får en velfungerende PC men også en computer, du ikke er ked af at skulle vise frem ved siden af Apples designperler.

Deres Yoga brand dækker over bærbare computere, som er fleksible og smidige som en anden yoga-instruktør, og de kan således bukkes hele vejen bagover og blive til en tablet i sammenklappet tilstand, så man får det bedste af to verdener.

Lenovo ThinkPad X1 Yoga

Stærkt design

Modsat den for nyligt testede X1 Tablet, der havde aftageligt tastatur, så er Lenovo ThinkPad X1 Yoga en vaskeægte 2-i-1 bærbar computer, der via et par velbyggede hængsler let omdannes til en tablet ved at bukke skærmen rundt om tastaturet.

Personligt kan jeg bedre lide Yoga løsningen, da det er lidt upraktisk at have et løst tastatur, som man så skal opbevare et eller andet sted - her er det mere elegant, og Lenovo ThinkPad X1 Yoga er så tynd og let (1,7 cm og 1,27 kg), at det ikke er noget problem, med mindre der skal bæres meget rundt på den.

Lenovo ThinkPad X1 Yoga

Samtidig er tastaturet lavet så smart, at tasterne automatisk trækkes ind i computeren, så tastaturet er fladere og ikke så udsat, når computeren bruges i præsentations- og tablet-tilstand.

Lenovo ThinkPad X1 Yoga
Tasterne bliver automatisk trukket tilbage ved transformationen til tablet på X1 Yoga.

Læs også: Test: Masser af bærbar for de mange penge - anmeldelse af Acer Travelmate P648-M-50KWs

Tastaturet er i øvrigt uovertruffent godt at arbejde på med sine responsive taster, der er designet med en let fordybning i, så det er en fornøjelse at have fingrene på.

Selve chassiset er i karbonfiber og er testet i henhold til militære specifikationer, så X1 Yoga kan klare lidt af hvert, og sikkerheden bliver blandt andet varetaget af en indbygget fingeraftrykslæser.

Lenovo ThinkPad X1 Yoga

Stærk hardware

Lenovo ThinkPad X1 Yoga kommer med forskellige bestykninger, og den model, vi har fået til test, er en potent sag med en Core i7-6600U processor med Intels integrerede HD Graphics 520 grafik og 8 GB RAM.

Det betyder, at Lenovo ThinkPad X1 Yoga yder glimrende til de dagligdags opgaver, hvor den er både hurtig og effektiv, men den er ikke velegnet til grafiktunge opgaver eller spil, hvilket den da heller ikke bliver solgt på.

Det 14 tommer store display har en opløsning på 2560 x 1440 px, og det fungerer glimrende til både arbejde og underholdning, og især tekst fremstår klart og ikke for småt, hvilket ellers godt kan være et problem på højopløste skærme.

Lenovo ThinkPad X1 Yoga

Selve displayet er også flot og klart at kigge på med gode farver, og det fremstår meget roligt, så man ikke er i fare for at få trætte øjne ved længere tids ophold foran Lenovo ThinkPad X1 Yoga.

10-punkts touchskærmen virker også glimrende, og er både responsiv og hurtig i den daglige brug - både med fingrene og den medfølgende pen, der opbevares og oplades i en indbygget dock i maskinen.

Og da batteritiden er opgivet til 9-11 timer alt efter brug og valg af display - IPS eller OLED - er der rigelig arbejdstid mellem opladningerne.

Konklusion

Lenovo ThinkPad X1 Yoga er en yderst kapabel arbejdscomputer, der yder godt og er nem at have med sig på farten.

Lenovos nye tilgang til design skinner tydeligt igennem, da den ser godt ud fra alle vinkler men stadig oser af business, så seriøsiteten er bevaret - den velkendte ThinkPad er bare blevet pænere klædt på.

Lenovo ThinkPad X1 Yoga positioner

Den eneste ulempe, jeg har oplevet i testperioden, er en forholdsvis kraftig blæser, der sætter ind, når Lenovo ThinkPad X1 Yoga bliver presset, men det er kun irriterende, hvis du har computeren på lårene i præsentationstilstand, hvor den varme luft bliver blæst direkte ned på dine ben, så det er absolut til at leve med.

Læs også: Eksklusiv og kompakt business laptop - anmeldelse af HP EliteBook 1030

Lenovo ThinkPad X1 Yoga får en klar og uforbeholden anbefaling herfra.