Test: Fejlfrit Bluetooth headset

edbpriser.dk 26-05-2016 10:33

JBL Everest 100 syner ikke af meget: To ørepropper med en ledning imellem sig og en lille betjeningsenhed med tre knapper og indbygget mikrofon til mobilopkald - det er det hele.

Men synet bedrager i dette tilfælde, for Everest 100 har alt det, du har brug for: God og klar lyd fra et meget let headset, som samtidig er super praktisk.

Al hardware sidder i ørepropperne og betjeningsenheden, og det er også i sidstnævnte, at headsettet bliver opladt, hvilket giver hele 8 timers batteritid.

JBL Everest 100

JBL Everest 100 kommer desuden med tre størrelser ørebøjler og tre størrelser ørepuder, så der er gode muligheder for at få headsettet til at sidde komfortabelt.

Læs også: Headset uden dikkedarer - anmeldelse af JBL Grip 100

Det er også vigtigt for lydkvaliteten at finde de rigtige størrelser på in-ear puderne, så husk at bruge lidt tid på at teste og finde de rette.

Nem betjening

Bluetooth forbindelsen til Everest 100 opnås lige så let som de fleste andre trådløse headsets, og forbindelsen er god og stabil.

JBL Everest 100 kommer da også med Bluetooth 4.1, hvilket sikrer bedre sameksistens med 4G/LTE-signalerne samt større data overførsler.

Betjeningen  klares primært af midterknappen, som holdes inde for at tænde og slukke headsettet samt forbinde til din mobiltelefon.

JBL Everest 100 betjeningsenhed

Det hele bliver kommenteret af en kvindelig computerstemme, så man ved, hvad der foregår, og forbindelsen til din forbundne enhed gemmes, så Everest 100 automatisk parres, hver gang det tændes, og Bluetooth samtidig er aktiveret på din mobil.

Herudover bruges midterknappen til at pause og starte musikken samt skippe numre frem og tilbage med henholdsvis to og tre hurtige tryk.

Læs også: Perfekt til hverdagsbrug - anmeldelse af Skullcandy Grind Wireless

Mobilopkald tages, afvises og afsluttes ligeledes med midterknappen, og de to andre knapper bruges til at styre volumen på både musikafspilning og opkald.

JBL Everest 100

Det hele fungerer upåklageligt, og det er nemt at finde de rigtige knapper, uanset om du går, cykler eller løber.

God lyd

Lydkvaliteten i de to ørepropper på JBL Everest 100 er glimrende, og lydbilledet har en fin balance uden hverken at være for bastung eller blive skinger.

Lyden på mobilopkald er ligeledes helt godkendt i begge ender af opkaldet blandt andet takket være ekko-reduktion i den indbyggede mikrofon.

Fantastisk komfort

Selvom ørepropperne på JBL Everest 100 er lidt forvoksede, er de på ingen måde tunge, og udvalget af puder og bøjler sørger for, at man kan få dem til at sidde godt i øret - også ved længere tids brug.

Og så er det helt fantastisk at slippe for en ledning, der kan komme i karambolage med taske, cykelstyr og andet.

Den lille ledning på Everest 100 ligger bare i nakken, så du knap mærker, at den er der.

JBL Everest 100

På den måde er du dejligt fri til at bevæge dig - både i løbet af dagen, og når du bruger headsettet til træning.

Konklusion

Jeg har absolut intet at udsætte på JBL Everest 100, som er en klar vinder i min bog, når det kommer til in-ear Bluetooth hovedtelefoner.

Læs også: Avanceret fitness headset - anmeldelse af JBL Reflect Response

Med god lyd, nem betjening og en uovertruffen komfort kan de kun anbefales, og de er til fulde prisen på 800 kroner værd.