Test: Kompakt All in one printer til det lille behov

edbpriser.dk 13-05-48699 01:56

HP DeskJet 3720 fylder kun omtrent halvt så meget på skrivebordet som en normal All in printer /printer-scanner-og-kopi/all-in-one.aspx, men den kan stadig både printe, scanne og kopiere dokumenter og billeder.

Samtidig er den udstyret med både Wi-Fi og Wi-Fi Direct, og du kan downloade en app til at styre udprint og indstillinger, så der mangler ikke funktioner i den lille printer.

Alt-i-en printeren er meget fint designet med et let gennemskueligt knap-layout, og den er nem at slå ud og pakke sammen.

HP DeskJet 3720 knap layout

Øverst bagpå kan man hive papirføderen op, der har plads til 60 ark almindeligt papir, og nede foran hives udbakken ud, som har plads til 25 ark papir af gangen.

Opsætning

I første omgang gik opsætningen uden problemer, da printeren - efter nem isætning af blækpatroner - blev tilsluttet min Windows 10 computer med et USB kabel, og jeg straks kunne gå i gang med at udskrive.

Læs også: Test: Multifunktionel 3D-printer - anmeldelse af da Vinci 1.0 Pro

Imidlertid findes der også HP konfigurationssoftware, du skal bruge til at opsætte indstillinger med mere, og da jeg kørte den procedure igennem ud fra et program hentet online hos HP, kunne softwaren slet ikke finde printeren, så det projekt strandede.

Her var det faktisk nemmere at hente HP's AiO app til min smartphone, som gør det meget let at udskrive og komme ind i indstllingerne, men det ville være meget smart af HP at få computerdelen op at køre også, da jeg har læst, at andre brugere har haft samme problem.

Brug

Jeg - og HP DeskJet 3720 - lagde stærkt ud med at printe nogle feriebilleder fra OneDrive arkivet ud på noget glossy fotopapir, og bortset fra at det ikke just gik hurtigt, så blev resultatet rigtig flot.

HP DeskJet 3720

Ren tekstudskrivning og tekstudskrivning med kun lidt grafik gik straks meget hurtigere, og printet er igen helt fint.

Når man skal scanne og kopiere på HP DeskJet 3720 kræver det, at man fører dokumenterne igennem printerens scanner et efter et med hånden, da der ikke er blevet plads til den normale glasplade-scanner, man finder på de større modeller.

Det fungerer for så vidt udmærket, men du har kun omkring tre centimeter i højre side af scanneren til at hjælpe med at papiret kommer lige ind i maskinen, så man skal være rimelig omhyggelig for ikke at få skæve kopier.

Kopierne bliver flotte nok, men scanneren mangler åbenbart en funktion, der fortæller den, hvornår siden starter, og det resulterer i en sort streg øverst på kopien, og det trækker unægtelig noget ned på kvalitetsindtrykket.

HP DeskJet 3720 top

Udskrivning direkte fra en smartphone er utrolig nemt og problemfrit, og HP's app er desuden udstyret med en funktion, hvor du kan omdanne et billede af et dokument til en PDF, du kan gemme og sende videre.

Økonomi

HP DeskJet 3720 kan lige nu fås til blot 499 kroner, så det er ikke en stor investering at komme gang.

Man bør dog altid holde sig for øje, hvad blækpatronerne koster til den printer, man vælger, da det er her udgifterne ligger gemt på den lange bane.

For HP DeskJet 3720's vedkommende koster de kompatible blækpatroner lidt under 100 kroner for patroner til 120 sider sort udskrift eller 100 sider farve, mens du kan spare en del på at købe de større XL patroner til 300 siders udskrift med henholdsvis sort og farve, da de koster under 200 kroner inklusive fragt.

Læs også: Test: Alsidig printløsning til det moderate printbehov - anmeldelse af HP Envy 4520

De priser placerer HP DeskJet 3720 et godt stykke over de billigste printere på markedet, så dit printbehov skal ikke være alt for stort, hvis du skal vælge verdens mindste All in one printer.

HP DeskJet 3720 på skrivebordet

Konklusion

HP DeskJet 3720 lever op til sit løfte om ikke at fylde særlig meget på skrivebordet eller på hylden, og den opfylder de basale krav, du kan stille til en All in one printer med mulighed for at scanne og kopiere.

Der mangler dog lidt finesse i nogle af HP's designvalg, og den store forkromede opsætning på computeren kan også bruge en overhaling, ligesom du må leve med sorte streger i toppen af dine kopier.

Men hvis du har et beskedent print-, scan- og kopibehov kombineret med et ønske om en printer, der ikke fylder alverden, så kan HP DeskJet 3720 snildt leve op til dine krav.


Find den bedste pris på HP DeskJet 3720 her