Test: Lille, let og lækkert headset

edbpriser.dk 21-03-49025 09:36

Jeg har efterhånden testet en del JBL headsets og højttalere her på EDBpriser, og jeg er aldrig blevet skuffet over hverken lyd eller design på produkterne.

JBL E35 markerer derfor et lidt kedeligt vendepunkt, da det lille mobilheadset ikke helt lever op til sit prisleje i mellemsegmentet af kategorien.

Flot design men hvor er volumen-knapperne?

JBL E35 er rigtigt lækkert designet med en polstret hovedbøjle beklædt med vævet stof og nogle ganske komfortable ørepuder i læder, der kan vinkles, så de passer til din hovedform og dine ører, og de forbliver derfor behagelige også ved længere tids brug.

Læs også: Test: JBL Everest Elite 700

Den øvrige konstruktion er primært i plastik, og headsettet føles generelt fornuftigt i byggekvaliteten.

JBL E35

JBL E35 kan klappes sammen, når det skal i tasken, og den ligeledes stofbeklædte ledning kan tages af, så den ikke får skader omkring stikket. Den stofbeklædte ledning er i øvrigt i et "innovativt snofrit kabeldesign", der gør, at ledningen ikke så let bliver filtret sammen, og det fungerer faktisk upåklageligt.

På ledningen sidder der en mikrofonenhed med en enkelt knap til at tage mobilopkald og styre musikafspilningen - start, stop og skip nummer med dobbeltklik. Det er dog skuffende, at der ikke er mulighed for at skrue op og ned for volumen på kontrolenheden, for det har man trods alt tit brug for.

Godkendt lyd men irriterende støj fra ledningen

JBL plejer at imponere med rigtig god lyd i både headsets og Bluetooth højttalere, men der er ikke ligefrem imponerende lyd i E35 headsettet, der mangler bas og et mere åbent lydbillede i en direkte sammenligning med mine aldrende kontor-hovedbøffer, Sennheiser HD 215.

JBL E35 i brug

Lydkvaliteten kan dog godt godkendes, for den er ikke dårlig, og både på arbejdet og cykelturen leverer JBL E35 udmærket lyd, når man ikke lige sidder og nærlytter efter nuancerne.

Mere problematisk er det, at den ellers så smarte snofri ledning støjer, når den kommer i berøring med tøjet, hvilket er umuligt at undgå, med mindre du sidder helt stille, når du lytter. Det er naturligvis værst ved aflytning af stille musik og podcasts, mens man ikke lægger helt så meget mærke til det, når der er rock på playlisten, men irriterende er det.

JBL E35 farver

Konklusion

JBL E35 er et veldesignet headset med ok lyd, men den støjende ledning og den manglende volumen-kontrol trækker ned.

Læs også: Test af Apples splinternye trådløse AirPods: Gode, nemme - og faktisk til at betale

Og til den nuværende pris på 500-600 kroner kan man godt få et bedre sæt hovedtelefoner til musikken på farten - tjek udvalget af mobilheadset her.