Test: Potent gamer bærbar i afdæmpet design

edbpriser.dk 09-09-49035 05:33

"We didn't build it for hobbyists", bliver HP's designchef Stacy Wolf citeret for at sige i starten af promo videoen nederst her på siden for HP's Omen computere, og dermed er niveauet lagt fra HP's side, som med deres Omen computere sigter efter de seriøse gamere.

HP Omen 17 er den største laptop i serien, og den er også lidt af en moppedreng med sine 3,35 kg og en tykkelse på 3,29 cm, hvilket sjovt nok placerer den blandt de slanke modeller i 17 tommer gamer bærbar segmentet, hvor konkurrenterne snildt kan bevæge sig op over de 4 kg og tæt på de 5 cm i tykkelse.

Men en 17 tommer gamer bærbar er nu engang ikke bygget til at være mobil; den er først og fremmest bygget til at yde, og det gør HP Omen 17 godt, skulle jeg hilse og sige - og endda til en ganske fornuftig pris.

Robust byggekvalitet med lille skønhedsfejl

HP Omen 17 er knap så voldsom i designet som mange af sine konkurrenter fra især ASUS og MSI, der gerne giver den fuld gas med fartstriber og detaljer til at give indtryk af at være en Formel 1 racerbil i Transformers-forklædning.

Den er dog umiskendeligt en gamer bærbar med sit røde Omen logo på låget og det røde tastatur, og om man er til det vilde eller det mere afdæmpede design, er jo en smagssag - drengerøven i mig synes nok, at HP Omen designet er lidt til den kedelige side.

HP Omen 17 bagside

Læs også: Test: Cool business hybrid - anmeldelse af Lenovo ThinkPad X1 Yoga

Byggekvaliteten føles robust med nogle gode solide hængsler til at holde den store skærm, men der er lige et enkelt sted på venstre side af keyboardet, hvor pladen klikker ned mod underlaget og altså ikke sidder helt perfekt, og den slags skønhedsfejl bør ikke optræde på en computer i denne prisklasse.

HP har naturligvis fået plads til et fuldt tastatur, der er baggrundsbelyst og godt at både spille og arbejde på. Personligt kan jeg bedst lide at have fuld plads til piletasterne i stedet for de halve knapper til op og ned, som HP har fundet plads til, da der er nogle spil, som benytter sig af disse i stedet for WASD, så hvis du også har det sådan, er det et af de få minusser ved Omen 17.

HP Omen 17 keyboard

Stærk hardware

HP Omen 17 computerne fås med forskellige hardware opsætninger fra en model til cirka 8.800 kroner med en Core i5-6300HQ CPU, 8 GB RAM og et NVIDIA GeForce GTX 960M grafikkort og op til den model, vi har fået lov at teste, der har en Core i7-6700HQ processor, 16 GB RAM og et NVIDIA GeForce GTX 1070 grafikkort, som så også sender prisen op omkring de 17.000 kroner.

Det er en pæn pris for en bærbar computer, men i en sammenligning med tre af konkurrenternes maskiner med lignende specifikationer, er HP Omen 17 blandt de billigste sammen med MSI GT72VR 6RE 022NE Dominator Pro, så det er absolut en konkurrencedygtig pris, HP Omen er kommet i handlen til.

I sammenligningen fremgår det dog også, at Omen computeren mangler en Thunderbolt port, og det burde en så kraftig PC uden tvivl have installeret.

Når det er sagt, så yder HP Omen 17 rigtig flot, og spil afvikles flydende og flot, som resultaterne fra 3DMark testen også viser:

HP Omen 17 3DMark testresultater

HP Omen 17 3DMark testresultater

Skærmens opløsning er på 1920 x 1080 px, hvilket fungerer rigtig godt, og de fire indbyggede højttalere med Bang & Olufsen lyd giver overraskende meget smæk for skillingen.

Støjen fra blæseren holdes også på et fornuftigt niveau, der ikke er generende.

Læs også: Test: Voldsom gamingbærbar med toptunet hardware - anmeldelse af ASUS G752VS

Batteritiden er angivet til 6 timer, så det er begrænset, hvor længe du kan være væk fra el nettet, når der spilles, men det er som man forventer med en gamer laptop i denne størrelse og med den ydelse.

Konklusion

HP Omen 17 giver god valuta for pengene med en virkelig flot ydelse til en god pris.

De få skønhedsfejl, der er omkring byggekvalitet og tastatur, er mindre, så hvis du er interesseret i en potent gamer bærbar med et lidt mere voksent udtryk omkring designet end mange af konkurrenterne, er HP Omen 17 absolut værd at overveje.