Test: Stilfuld business hybrid med avancerede sikkerhedsfunktioner

edbpriser.dk 02-02-49496 13:33

HP er gået efter at skabe den perfekte 2-i-1 arbejds-laptop med EliteBook x360 1030 G2, og det er meget tæt på at lykkes.

Design

Med sin krop i maskinudskåret CNC-aluminium er HP EliteBook x360 1030 G2 blevet en rigid 13,3 hybrid-PC, der føles og ligner god kvalitet, som vil holde i mange år.

360 graders hængslet er stift og præcist og kan derfor indstille den ultratynde touchskærm i en hvilken som helst stilling hele vejen rundt.

HP EliteBook x360 1030 G2 positioner

HP EliteBook x360 1030 G2 har et fuldt tastatur med fint layout og ekstra taster til brug ved Skype for Business opkald.

Under tastaturet er der et berøringsfelt i en fornuftig størrelse og en fingeraftrykslæser, der begge ligger let fordybet i overfladen med skinnende sølvkanter - lækkert.

Læs også: Test: 34 tommer buet alt-i-en computer med flot B&O lyd - anmeldelse af HP ENVY Curved 34

På siderne af computeren har vi en HDMI 1.4 port, en USB-C port med Thunderbolt, to USB 3.1 porte, hovedtelefon-indgang, volumen knapper, microSD-kortlæser samt plads til Smart Card og mikro-SIM på nogle modeller.

HP EliteBook x360 1030 G2 hybrid PC

Computeren har desuden fire indbyggede højttalere i bunden og to mikrofoner med støjreduktion, der er placeret på hver side af web- og IR-kameraerne over skærmen.

HP EliteBook x360 1030 G2 er alt i alt stilsikkert udført, og den føles ikke som den store byrde at have med i tasken med sin vægt omkring de 1,3 kg.

Daglig brug

På EDBpriser er der i skrivende stund 20 HP EliteBook x360 1030 G2 modeller med forskellige bestykninger, hvor den vigtigste forskel er, om du vælger en model med Full HD eller 4K skærm.

Den model, vi har fået til test, har en Intel Core i5-7200U CPU, 8 GB RAM og 256 GB SSD samt Intel HD Graphics 620, og det har resulteret i en kvik brugeroplevelse, hvor man ikke skal sidde og vente længe på hverken opstart eller indlæsning af programmer.

Skal du bruge meget krævende programmer, vil du dog nok foretrække en stærkere processor og mere RAM.

HP EliteBook x360 1030 G2 tablet mode med Active Pen

Touchskærmen fungerer fint, og billedet står klart og knivskarpt på denne models Full HD display.

Lyden fra de fire indbyggede højttalere, der i øvrigt er optimeret af Bang & Olufsen, er ganske udmærket, især når man tager i betragtning, hvor lidt plads de har at boltre sig på, men forvent ikke at de kan spille festen op eller give "Guardians of the Galaxy" en fyldestgørende lydside.

Batteritiden er opgivet til at være hele 16,5 timer af HP, men det er noget højt sat og gælder tilsyneladende kun for en kontinuerlig videoafspilning. I daglig brug havner vi nærmere de 10 timer, og det er nu også et fint resultat for varieret computerbrug.

Stort fokus på sikkerhed

Business-delen af HP EliteBook x360 1030 G2 kommer især til udtryk i det store fokus på sikkerhed, HP har lagt for dagen her.

Computeren er således beskyttet mod angreb på BIOS niveau med HP Sure Start Gen3, og hvis du downloader applikationen HP WorkWise til din smartphone får du yderligere en række sikkerhedsfunktioner lige ved hånden.

HP WorkWise

HP WorkWise kan for eksempel give dig besked, når der er nogen, som piller ved din computer eller sætter et USB stik i, når du ikke er der.

Læs også: Test: Fremragende kontormus med smågenial Flow funktion - anmeldelse af Logitech MX Master 2S

Du kan også få en notifikation, hvis skærmen lukkes ned, eller computeren flyttes, og ved hjælp af Bluetooth kan du bruge HP WorkWise til at låse HP EliteBook x360 1030 G2, når du bevæger dig en prædefineret afstand væk fra den - med din mobil på dig naturligvis.

Omvendt når du kommer tilbage igen, låses computeren automatisk op igen.

HP EliteBook x360 1030 G2 funktioner

HP WorkWise fungerer ret godt det meste af tiden, men en enkelt gang var jeg ude for, at computeren ikke blev låst op igen, da jeg kom retur, og den krævede endda en hård genstart for at komme i gang igen.

Det skal selvfølgelig helst ikke ske, da man jo netop bør kunne stole på HP WorkWise programmet til at sikre ens arbejde, men det bør kunne rettes med en software opdatering, hvis det er et reelt problem og ikke et enkeltstående tilfælde.

Herudover er det desuden muligt at benytte sig af Windows Hello låse-funktionen med ansigtsgenkendelse og fingeraftrykslæseren - hver for sig eller i en kombination.

HP Sure View blokerer for nysgerrige blikke

Sidst men ikke mindst er der muligheden for at trykke F2 på tastaturet, der iværksætter HP Sure View funktionen, som gør det meget svært for folk omkring dig at se indholdet på skærmen, mens du selv kan arbejde videre.

HP Sure View funktion

HP Sure View ændrer på skærmens lysintensitet, så det billede, du ser, bliver også dårligere, men du er til gengæld sikker på, at informationen på displayet ikke kan aflæses af sidemanden, så det er vel en acceptabel pris at betale.

Active Pen med Wacom kvaliteter

HP EliteBook x360 1030 G2 kommer i vores model med en Active Pen stylus, du kan bruge til at skrive og tegne direkte på skærmen ved hjælp af blækskrift (Ink) funktionen i Windows 10.

Den nye Active Pen fra HP er yderst responsiv takket være 2048 trykniveauer i spidsen, og den er ganske nem og ligetil at bruge i for eksempel Microsofts nye Edge browser:

HP Active Pen blækskrift (Ink) funktion i Microsoft Edge

Den høje brugbarhed skyldes også de indbyggede Wacom kvaliteter, der er kendt fra professionelle CAD og lignende grafiske programmer, og pennens funktioner kan indstilles og kalibreres i det tilhørende Wacom Pen program.

Om en stylus så er noget, man har brug for, er jo en helt anden sag. Personligt kræver hverken mit arbejde eller mine fritidsaktiviteter, at jeg skriver eller tegner meget på skærmen.

Konklusion

Det vil være svært at finde på flere ting, man kan ønske sig fra sin arbejds-computer end det, HP EliteBook x360 1030 G2 har at byde på.

De stærke sikkerhedsfunktioner giver ro i sindet omkring sikkerhedsniveauet for ens data, og den simple måde at eliminere nysgerrige blikke fra dine sidemænd ved blot at trykke F2 for at aktiviere HP Sure View funktionen er yderst brugbar.

Designet og brugbarheden er også helt i top med ikke mindst et glimrende tastatur og ditto berøringsfelt, der gør arbejdet på HP EliteBook x360 1030 G2 til en behagelig oplevelse.

HP EliteBook x360 1030 G2

Computeren er meget stille i brug, og det føles, som om det er sjældent, at blæseren har behov for at gå i gang.

Læs også: Test: Designlækker 360° hybrid - anmeldelse af ASUS ZenBook Flip UX360UA

Prisen starter omkring de 15.000 kroner og ender lige under 30.000, så det er langt fra markedets billigste business hybrid, men du får meget for pengene med HP EliteBook x360 1030 G2, som helt sikkert får en anbefaling herfra.