Test: Vandtæt powerbank

edbpriser.dk 29-02-48844 17:00

Sandberg Waterproof Powerbank 6000 ligner noget, der er designet til det danske forsvar med sin krop af slagfast plast og en beskyttende ring i en army-grøn farve.

Og det er et meget passende signal at sende for Sandbergs powerbank er både støv- og vandtæt efter IP67 standarden, hvilket betyder, at den er helt støvtæt og kan tåle at blive nedsænket i 1 meter vand i 30 minutter, så din dyrebare strøm går ikke tabt, hvis kanoen kæntrer eller teltet bliver oversvømmet.

Hertil kommer, at Sandberg Waterproof Powerbank 6000 også er stødsikker og kan tåle at få en del tæv på turen, så der bliver passet godt på dine medbragte ekstraopladninger.

Læs også: Smart - og billig - batteripakke til din mobil og tablet - anmeldelse af TP-Link TL-PB10400

Udover at levere strøm til dine mobile enheder har Sandberg Waterproof Powerbank 6000 også en indbygget lommelygte med SOS funktion. Lommelygten er dog ikke særlig lysstærk, så den kan på ingen måde afløse en rigtig lommelygte, men til nødsituationer er det jo fint med en ekstra lygte.

Sandberg Waterproof Powerbank 6000 tilbehørspakke

Med i pakken får du desuden et MicroUSB kabel til opladning af powerbanken, en håndledsstrop, en karabinhage og en opbevaringspose i blød velour med fine polerede træperler på stropperne, der ikke ligefrem skriger på en tur i vildmarken, så den virker lidt malplaceret, men ellers er det en fin tilbehørspakke.

En tur i en spand vand

Når det vigtigste salgsargument for et produkt er, at det er vandtæt, blev vi selvfølgelig nødt til at efterprøve det ved at putte Sandberg Waterproof Powerbank 6000 ned i en spand vand.

Sandberg Waterproof Powerbank 6000 i en spand med vand

Som det kan ses på billedet, nøjedes vi dog med at nedsænke powerbanken på omkring 20 cm vand, hvor vi lod den blive i et kvarters tid.

Vi blev lidt bekymrede over, at der tydeligvis trænger vand ind under den grønne beskyttende ring, da der kom luftbobler ud, der hvor remmen sidder fast på powerbanken, efterhånden som vandet trængte ind.

Men da vi tog powerbanken op igen og tørrede den af, var der ikke trængt vand ind til de to stik, der er beskyttet af bløde gummilåg, og vandet lod vi dryppe af et lille stykke tid, mens vi satte en smartphone til opladning.

Sandberg Waterproof Powerbank 6000 oplader iPhone

Sandberg Waterproof Powerbank 6000 opladede uden problemer min iPhone SE, men det er svært at forstå, hvorfor der kan trænge vand ind under den grønne ring, da man godt kan være bange for, at det kan skabe problemer på sigt, og der er umiddelbart ingen grund til, at der skal være et hul der.

Men fakta er dog, at Sandberg Waterproof Powerbank 6000 virker efter en tur i vandet, og det er jo det vigtigste, og der er desuden 5 års garanti på powerbanken, så man er godt sikret mod eventuelle fejl.

Konklusion

Sandberg Waterproof Powerbank 6000 holder hvad den lover angående sin vandtæthed, så hvis du har brug for en powerbank, der kan modstå vand og snavs, og endda kan tåle at få nogle tæv, er den et godt køb.

Sandberg Waterproof Powerbank 6000

Kapaciteten på 6000 mAh rækker til lidt mere end to opladninger af et normalt smartphone batteri, så det skal ikke være en alt for lang tur i ødemarken, hvis du kun har en powerbank med dig.

Men du får en yderst brugbar og handy batteripakke med Sandberg Waterproof Powerbank 6000, der er et fornuftigt valg, hvis udflugten går til våde områder, og du vil være helt sikker på, at din medbragte strøm er godt beskyttet.

Læs også: Masser af strøm i lækkert design - anmeldelse af TP-Link PB50

Hvis du skal bruge en powerbank til Pokémon Go jagten kommer du længere med Sandberg Outdoor Powerbank 10400 eller TP-Link TL-PB10400.

Find bedste pris på Sandberg Waterproof Powerbank 6000 her