Test: Vellykket opdatering

edbpriser.dk 12-10-2016 07:25

Forgængeren JBL Clip+ fik pæne ord med på vejen, da vi anmeldte den i slutningen af sidste år. Både det prisvindende design og den gode lyd blev fremhævet, og nu er JBL Clip 2 så kommet til, og JBL har forbedret den lille kompakte Bluetooth højttaler på en række vitale punkter.

Mere eksklusivt design

JBL Clip 2 er ligesom sin forgænger blevet belønnet med en Red Dot Design Award og hertil også en iF Design Award, men hvor Clip+ var bygget op af plastik med et metalgitter foran højttaleren, er designet på Clip 2 blevet mere forfinet og eksklusivt.

JBL Clip+ og Clip 2
JBL Clip+ og Clip 2.

Selve enheden er blevet lidt større, og den fremstår ikke mere som en ishockey puck med en påsvejset karabinhage.

I stedet er der nu kommet tæt vævet stof på forsiden, og der er kommet en flot JBL-orange karabinhage på toppen, som sidder fast i en holder af gummi.

Læs også: Test: Billig genvej til fornuftig lyd – anmeldelse af Jabra Solemate

JBL Clip 2 farver

Knapperne er også blevet forbedret, idet de nu ligger i fordybninger på siderne af højttaleren, så de er nemmere at finde med fingrene, og der er fem farver at vælge mellem.

Helt vandtæt design

JBL Clip 2 har desuden fået sig en opgradering på modstandsdygtigheden overfor vand, og den er nu blevet helt vandtæt efter IPX7 standarden.

JBL Clip 2 under vand

Det betyder, at du kan tabe JBL Clip 2 i poolen eller havet, uden du behøver at være bange for, at den holder op med at virke, da den vil kunne klare at være nedsænket i 1,20 meter dybt vand i 30 minutter. Højttaleren vil dog synke til bunds efter et kort stykke tid i vandoverfladen, så husk at redde den op igen, hvis du er ude på dybt vand.

Samme gode lyd med de samme begrænsninger

JBL Clip 2 har fået udvidet sit frekvensområde en smule til at kunne gå lidt dybere i bassen, og det kan godt anes i en direkte sammenligning med JBL Clip+, men det er fortsat ikke en højttaler, der kan spille en fest op.

Bassen er stadig lidt mangelfuld, og du kan heller ikke spille vildt højt med JBL Clip 2, men til gengæld har du mulighed for at forbinde to JBL Clip 2 højttalere trådløst med hinanden og dermed få kraftigere lyd.

JBL Clip 2

Til hyggelig underlægningsmusik eller musik på farten egner Clip 2 højttaleren sig dog glimrende, da den har et godt og klart lydbillede, som er behageligt at lytte til.

8 timers batteritid

Vigtigt er det også at fremhæve, at JBL har forøget batteritiden fra 5 til 8 timer, og det gør Clip 2 yderst velegnet til at have med sig på tur.

Læs også: Test: Hårdfør og med behagelig klang – anmeldelse af Logitech UE Roll

Skulle du alligevel løbe tør for strøm, er der stadig mulighed for at tilslutte højttaleren med en god gammeldags ledning, som du også kan bruge, hvis din afspillende enhed ikke har Bluetooth.

Konklusion

JBL Clip 2 har god og klar lyd og er pakket ind i et flot og eksklusivt design med flere fine detaljer.

Og med IPX7 vandtætheden får du flere brugsmuligheder med Clip 2, end det har været muligt tidligere.

JBL Clip 2 klarer lidt af hvert
JBL Clip 2 klarer lidt af hvert.

Du kan godt få højttalere med bedre lyd, men de er ikke lette at finde i denne kompakte formfaktor, hvis du også gerne vil have højttalerfunktionen til mobilopkald med i pakken.



Find bedste pris på JBL Clip 2 her