The Reader

edbpriser.dk 23-09-2009 07:02

Der står Holocaust, Homer og hed sex på programmet i Stephen Daldrys ikke så lidt kontroversielle "The Reader"; en filmatisering af Bernhard Schlinks prisvindende bestsellerroman "Der Vorleser" tilbage fra 1995. Kate Winslet spiller den svære hovedrolle som en tidligere SS-vagt, så det både knuger om hjertet og ikke et øje er tørt - og det er om noget hendes film.

Tyskland 1958. Den 15-årige Michael (tyske David Kroos) møder tilfældigt den ældre kvinde; Hanna (Kate Winslet), der hjælper ham, da han bliver syg midt på gaden. Hun vasker hans tøj og følger ham hjem, hvorefter han må tilbringe tre måneder i sengen med skarlagensfeber. Disse tre måneder får den unge Michael til at gå med at fantasere om den over 20 år ældre kvinde, som med rette fascinerer ham. Han opsøger hende for at sige tak hvorpå de indleder et forhold. Umiddelbart et forhold af primær seksuel karakter, der dog udvikler sig til noget langt mere seriøst, da Michael begynder at læse højt for Hanna fra sine mange skolebøger.