The Simpsons fylder 20 år

edbpriser.dk 25-08-42004 02:23

Der er rigtig god grund til at feste, når "The Simpsons" fylder rundt den 14. januar 2010. I løbet af de sidste to årtier er Bart, Lisa, Maggie, Marge og ikke mindst Homer nemlig blevet verdenskendte og har opnået kultstatus i mere end 40 lande – så mon ikke der kommer doughnuts og øl på bordet i Springfield på torsdag?

"The Simpsons" kom til verden som små animationsindslag i slutningen af 1980’erne. Seriens far, Matt Groening, ville skabe en satirisk parodi på arbejderklassen – og det lykkedes ud over al forventning. Familien fik hurtigt vokseværk og fik senere sin egen komedieserie, som nu vises på 21. sæson. Dermed er det den længst kørende amerikanske komedieserie nogensinde.

Familier verden over har derfor i 20 år kunnet samles om den skæve humor og de sjove karakterer. I starten var Bart Simpson omdrejningspunktet for serien, men hans far, Homer, blev hurtigt så populær, at han overtog positionen i centrum.

Homer er blevet kendt verden over for sine tre store passioner: øl (“Beer: The cause of, and solution to, all of life’s problems”), doughnuts (“Doughnuts. Is there anything they can’t do?”) og dovenskab (“If something’s hard to do, then it’s not worth doing.”). I dag er han blevet ikon blandt de mange fans, som elsker hans politiske ukorrekthed. Hans yndlingsudtryk ”D’oh” er blevet indført i det engelske leksikon og bliver i øvrigt flittigt brugt i den virkelige verden.

I takt med at serien er blevet mere og mere kendt, har virkelighedens kendisser også kæmpet om at få en plads på rollelisten. Derfor har stjerner som Dustin Hoffman, Paul McCartney, Steve Martin, Stephen King, Jodie Foster og Tom Hanks blandt mange andre været gæstestjerner i Springfield gennem årene. 

I 2007 indtog den gule familie biograferne med "The Simpsons Movie", som på verdensplan har indspillet 3 milliarder kroner. Og den gjorde kun TV-serien mere populær.

De sidste 20 år er "The Simpsons" blevet rost til skyerne af kritikere, serien har modtaget 24 Emmy-priser og blev i 1999 udråbt til det 20. århundredes bedste TV-serie af Times Magazine. Og det er slet ikke slut endnu...

Find "The Simpsons" DVD og Blu-ray her.