Tom Clancy's HAWX 2

Palle Havshøi-Jensen - Xboxlife.dk 10-09-2010 13:49

Efter at have spillet det første "H.A.W.X." synes man måske ikke lige, at en efterfølger var det mest oplagte, men Ubisoft synes åbenbart, at der var grobund for en efterfølger, og den er nu udkommet. "H.A.W.X. 2" er udviklet af Ubisoft i Rumænien, som også stod bag det første spil i serien og før det, de glimrende "Blazing Angels" flyspil.

Historien er, selv om Tom Clancy-navnet er påklistret, ikke noget specielt, og den virker mest som bindeled mellem de 20 missioner, som historiedelen består af. Man tager i starten igen rollen som David Crenshaw, som vi stødte på i det første spil, der under et angreb på hans base styrter ned og bliver taget til fange af en gruppe oprørere – og på samme tid bliver tre atomsprænghoveder stjålet i Rusland, og så har vi alle ingredienserne til en ægte Clancy-historie.

En historie som i øvrigt deles med det kommende "Ghost Recon Future Soldier", hvor vi formentlig kommer til at se plottet fra nogle andre vinkler. I "H.A.W.X. 2" ses konflikten fra tre forskellige vinkler, da man spiller både den engelske løjtnant Colin Munro fra Royal Air Force, den amerikanske pilot major Alex Hunter og endelig den russiske kaptajn Dimitri Sokov, som alle tre på en eller anden måde er blandet ind i spillets overordnede plot.

"H.A.W.X. 2" fortsætter meget i samme spor som forgængeren; man bliver sendt ud på en række forskellige missioner, og efterhånden som man kommer igennem spillet, får man adgang til flere og mere højteknologiske kampfly og en lang række forskellige våben.

 


Læs mere...