"Toy Story" og "Toy Story 2" kommer på Blu-ray i specialudgaver

edbpriser.dk 03-08-42251 19:06

Nu kan du for første gang se de klassiske film i 1080p-opløsning og med 5.1 DTS HD-Master lyd.

"Toy Story" var filmhistoriens første 100% computeranimerede tegnefilm i fuld længde, og sammen med opfølgeren "Toy Story 2" har de etableret Disney/Pixar som nogle af de mest fremgangsrige skabere af tegnefilm med succeser som "Find Nemo", "Ratatouille" og "Op".
 
I "Toy Story" lever legetøjet sit eget liv, når ingen ser det. Trædukken Woody har altid været drengen Anders’ yndlingslegetøj, men alting forandres, den dag Anders har fødselsdag og får en ny super cool Buzz Lightyear-dukke i gave. Woody ser misundeligt på, mens Buzz bliver både Anders’ og det andet legetøjs nye favorit. Men da Woody og Buzz ved et uheld havner hos den onde nabodreng Svend, skal de tidligere rivaler hjælpes ad for at komme derfra, inden Svend går i gang med sine ondskabsfulde legetøjseksperimenter.
 
"Toy Story 2" er den kritikerroste opfølger til "Toy Story", der også vandt en Golden Globe for Bedste Film i 2000. Da Anders tager på lejr bliver Woody kidnappet af en grisk legetøjssamler, der lige står og mangler Woody i sin samling. Woody bliver fange hos den hensynsløse Al sammen med cowboy-pigen Jessie, hesten Bullseye og guldgraveren Stinky Pete, der alle venter på at blive solgt til et museum på den anden side af jorden. Nu er det op til Buzz Lightyear, Rex, Basse og resten af legetøjet at redde ham, og de begiver sig af sted på en spændende redningsmission.
 
Begge tegnefilms-klassikerne er instrueret af Oscar-vinderen John Lasseter (1996 – Special Achievement Award, "Toy Story"), der også var med til at grundlægge Pixar Animations Studios.

Begge Blu-ray-udgaverne indeholder masser af nyt bonusmateriale, blandt andet et smugkig på historien og figurerne i den kommende "Toy Story 3".

Begge film udgives også på DVD i digitalt restaurerede udgaver med nyt bonusmateriale.


Deltag i DVDpriser.dk's konkurrence, hvor du kan vinde både "Toy Story" og "Toy Story 2" på Blu-ray samt to sæt af LEGO's nye "Toy Story"-legetøj.