TP-Links ad-router gør dit Wi-Fi netværk ekstremt hurtigt

edbpriser.dk 06-01-2016 10:26

På den igangværende forbrugerelektronikmesse CES i Las Vegas har TP-Link fremvist Talon AD7200, der tilbyder den nye og hurtigere Wi-Fi standard 802.11ad, der er små tre gange hurtigere end den nuværende 802.11ac standard.

Den høje hastighed opnås ved at benytte 60 GHz båndet, der kan klare overførselshastigheder på op til 4.600 Mbps mod 1.733 Mbps, som er der 5 GHz båndet topper ud i 802.11ac.

Ifølge TP-Link betyder det, at man kan downloade en 4K film på lige omkring fire minutter eller overføre tusinder af billeder på fem sekunder til en lagringsenhed, og det er alt andet lige temmelig hurtigt.

Læs også: Tri band-router åbner motorvej for Wi-Fi-trafik

Bagsiden af medaljen er, at 60 GHz båndet ikke er velegnet til at sende de trådløse signaler gennem mure, så for at opnå disse hastigheder skal der ikke være for langt mellem routeren og computeren, og de skal gerne kunne "se" hinanden.

TP-Link Talon AD7200 har dog stadig både 5 og 2,4 GHz båndene, som den kan skifte over til, hvis rækkevidden for 60 GHz båndet overskrides, så hele hjemmet stadig kan dækkes af den nye router.

Og ved at kombinere de tre bånd kan TP-Link Talon AD7200 opnå overførselshastigheder på helt op til 7,2 Gbps.

TP-Link Talon AD7200
TP-Link Talon AD7200 med sammenklappede antenner. Foto: Engadget.

Ingen flaskehalse med TP-Link Talon AD7200

Indbygget MU-MIMO teknologi afhjælper samtidig flaskehalse, når der er mange brugere på netværket samtidig, så alle gerne skulle få en hurtig trådløs forbindelse.

TP-Link Talon AD7200 kan styres på vanlig vis fra din computer, men der er også både en iOS og en Android app til formålet.

Læs også: Vildt udseende og ditto hastigheder

Prisen er TP-Link ikke klar til at afsløre, men Talon AD7200 bliver nok ikke helt billig, når den kommer på markdet i andet kvartal af 2016.


Kilder: Gizmodo og Engadget