Tre nye 4K-TV fra Panasonic er absolutte topmodeller

edbpriser.dk 25-12-46645 17:43

Markedet for TV med 4K-opløsning vokser lige så stille. Nu er det Panasonic, der kommer på banen med en udvidelse af deres 4K-sortiment.

Der er tale om tre nye topmodeller, der har produktnavnene AX630, X940 og AX900, som alle tilbyder en hidtil uset hjemmebiografoplevelse ifølge Panasonic, men det er især flagskibsmodellen AX900, der skulle imponere.

Både AX630, X940 og AX900 har knivskarp billedkvalitet

Premium-serien AX630 har en Dual Core Plus billed-processor, der giver perfekte detaljer, flotte farver med et enestående sort- og dybdeniveau og en høj lysstyrke. Den kan fås i 40”, 48” og 55”.

X940 leverer 4K-opløsning på en megaskærm. Den er nemlig på hele 85”, og den har et hurtigt panel, der giver et fremragende 4K-billede.


Her er vist AX900, der er Panasonics flagskibsmodel inden for 4K-TV.

AX900 betegnes af Panasonic selv som deres flagskibs-model inden for 4K-TV, og den kan fås i 55” eller 65”. AX900 kommer nemlig med næste generations billedteknologi, der er udviklet til tre formål.

For det første er der et præcist, detaljerigt og dybt sortniveau. Det klares med Direct LED med full-array-local dimming-teknologi.

For det andet giver den en naturlig farvegengivelse, der vises korrekt ved enhver lysstyrke. Det skyldes en laboratorieteknologi, som Panasonic for første gang bruger uden for filmbranchen i Hollywood.

For det tredje viser den et fantastisk billede, ligegyldigt hvor meget lys der er i rummet. Dermed er det den første TV-model på markedet, der forbinder videosignalbehandlingen til det omgivende lysniveau.

Modellerne er optimeret til så meget 4K-indhold som muligt

Et af de største problemer ved at købe 4K-modeller lige nu er, at der endnu ikke er forfærdelig meget 4K-materiale at se. Sådan bliver det dog ikke ved med at være, og vi vil nok se betydeligt mere materiale inden for en overskuelig årrække, hvilket betyder, at teknologien skal kunne følge med.

Derfor har Panasonic sørget for at fremtidssikre deres 4K-modeller bedst muligt, hvor man især skulle være på den sikre side med AX900, der som den eneste af de tre modeller også er kompatibel med 4K-serier fra Amazon Studios.

Alle tre modeller er udstyret med den nye 4K 60p-støttende HDMI-indgang, der er kompatibel med HDCP-protokollen, der giver lynhurtig overførsel af 4K-indhold og nem tilslutning af setup-bokse og computere. X940 og AX900 kommer også med DisplayPort 1.2a, der giver ekstra god billedkvalitet til gamere.

Læs også: Det første 4K OLED TV på markedet nogensinde

Skærmene fremtidssikres yderligere med en H.265 (HEVC)-decoder, der læser 4K-indhold fra rigtigt mange online leverandører, ligesom der arbejdes på streaming fra Netflix til lanceringsdatoen.

De tre modeller vil være tilgængelige fra november 2014, og der er endnu ikke oplyst priser. Kan du ikke vente til november, kan du her se de bedste priser på TV med 4K-opløsning på markedet.