Ultratynd Ultrabook vækker opsigt

edbpriser.dk 02-10-46010 05:00

LG har ikke gjort det store væsen af sig på markedet for bærbare PC'er i Danmark, men det kan meget vel komme til at ændre sig, når deres nye Ultra PC kommer hen omkring sommeren i år.

På CES messen i Las Vegas har LG i hvert fald høstet mange roser for deres flotte nye Ultrabook, der er så flot, at den godt kan blive betragtet som en konkurrent til Apples design-perle, MacBook Air.

LG Ultra PC har kun 4,4 mm ramme

Det første, man lægger mærke til på LG Ultra PC, er den yderst smalle ramme omkring skærmen, som på siderne kun måler 4,4 millimeter.

Læs også: ASUS' nye ZENBOOKS får Gorilla Glass 3 overflade

Det giver en rigtig Wow-effekt, som sammen med Ultrabook'ens smalle mål og lave vægt giver et lækkert samlet indtryk af en flot designet bærbar, der nok skal vække opsigt overalt, hvor den kommer frem.

LG Ultra PC har kun 4,4 mm ramme på hver side af skærmen
LG Ultra PC har kun 4,4 mm ramme på hver side af skærmen.

Vejer under et kilo

LG har formået at få deres Ultra PC til kun at veje 980 gram, og i sammenklappet tilstand måler den bare 13,6 millimeter i tykkelse, og det er nu engang flotte specifikationer - selv for en Ultrabook.

Skærmen på LG Ultra PC er et Full HD 1080p IPS-panel på 13,3 tommer, der ligeledes har imponeret de fremmødte på CES 2014 med sin klarhed og flotte farvegengivelse (se blandt andet videoen herunder).

LG's Ultrabook kører Windows 8.1 og vil højst sandsynligt komme med en fjerde generations Intel Core i5 processor, 4 GB RAM og enten en 128 GB eller 256 GB SSD - de indvendige specifikationer er ikke endeligt fastlagt af LG endnu.

LG Ultra PC får desuden to USB 3.0 porte, en micro-USB port og en HDMI udgang.

Instant Booting på LG Ultra PC

Takket være de hurtige komponenter i Ultra PC, har LG også beriget maskinen med Instant Booting, der som navnet antyder, starter PC'en op fra slukket tilstand på ganske få sekunder, når man løfter skærmen op fra sammenklappet tilstand.

Læs også: Toshiba Ultrabook holder i 22 timer

Du kan se det demonstreret i videoen herunder, der også giver et godt indtryk af den veldesignede laptop.

Ingen pris endnu

LG har ikke sat en prislap på deres Ultra PC endnu, men hvis de kan lande den et sted omkring 8.000 kroner, burde de have et hit på hænderne.

Vi glæder os under alle omstændigheder til at få fingre i den.


Kilde: Digital Trends