Ungerne skal da have en 65 tommer tablet!

edbpriser.dk 07-01-2015 12:01

Hvis børnene tigger om en iPad, så lad dem ikke se firmaet Fuhus nyeste Nabi Android tablets, der netop nu bliver vist frem på forbrugerelektronik-messen CES 2015, rapporterer USA Today.

Fuhu lancerer nemlig nye tablets på henholdsvis 32, 42, 55 og 65 tommer, som kommer i handlen i anden halvdel af 2015, og de to største modeller kommer desuden med 4K Ultra HD opløsning.

Familievenlige Nabi tablets

Fuhu har specialiseret sig i tablets til børn, der har stort fokus på læring og et sikkert miljø for børnene at agere i.

Læs også: Samsung lancerer særdeles holdbar tablet

Med de nye modeller er planen, at hele familien kan være med til at lege, da de store touch-skærme kan modtage input fra op til fire mennesker ad gangen, så familien kan spille spil sammen.

Fuhu Nabi tablet

Fuhu har udviklet 20 nye multiplayer spil specifikt til de nye Nabi tablets, men i kraft af Android styresystemet er der også adgang til Google Play, så man kan hente flere spil og apps herfra.

Nabi skærmene kan godt bruges som fjernsyn også, men det kræver en ekstern tuner, da der mærkeligt nok ikke er en sådan indbygget.

Til gengæld er der både WiFi, Bluetooth og NFC indbygget, og der er også HDMI indgang til for eksempel en Blu-ray afspiller eller spillekonsol.

Fuhu Nabi tablet

Dyrt legetøj

Priserne for Fuhus nye Nabi tablets starter på $699 og ender på $3.999 for 65 tommer modellen, hvilket betyder en dansk cirka-pris på 32.000 kroner for topmodellen.

Læs også: Styr computeren som i "Minority Report"

Men det er vel ikke for meget forlangt, når det kommer familiens små guldklumper til gode...