Universitetsstuderende bag ny corona-app, der også viser mørketal

Rasmus Elm Rasmussen - 01-04-2020 12:30

Tre ph.d.-studerende fra Københavns Universitet har udviklet en interaktiv app, der gør det let at få overblik over, hvordan corona-pandemien spreder sig i Danmark og andre lande. Derudover er det den første app, der forsøger at estimere mørketallet for, hvor mange der reelt er smittede

Der er ikke noget som karantæne, der kan få det til at krible i fingrene efter at lave noget nyttigt, og det er netop, hvad tre ph.d.-studerende fra Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet har gjort.

De tre statistikere har nemlig brugt den kedelige ventetid i isolation på at skabe en web-app, der giver overblik over corona-pandemien i Danmark og resten af verden på en mere interaktiv måde end de andre tilgængelige kort og statistikker.

“Vi startede appen som et hobbyprojekt, fordi vi alle keder os helt vildt meget i denne tid, hvor vi ikke må ses fysisk. En dag talte vi sammen på Skype, hvor vi undrede os over, at vi ikke kunne finde en graf, der løbende viste udviklingen i corona-smitte i Danmark og i andre lande,” forklarer Phillip Bredahl Mogensen, der er en af idémagerne bag appen.

Derfor besluttede de tre unge forskere sig for at skabe en app, der blandt andet giver overblik over, hvordan COVID19 spreder sig, hvor mange, der er døde, og hvor mange, der bliver raske igen.


Læs mere...