Ups! LG G3 afsløret før tid af LG selv

edbpriser.dk 17-08-46371 10:43

LG's nye topmobil, LG G3, bliver først officielt præsenteret for verden ved et event i London klokken 19 i aften dansk tid, men på LG's officielle hollandske site kom en overivrig medarbejder i går til at afsløre det meste om LG's nye flagskibsmodel, fortæller AndroidCentral.

Og det har - heldigvis - bekræftet de fleste af de rygter og lækkede oplysninger, som er sluppet ud om LG's afløser for den meget roste LG G2.

Super skærm, optisk billedstabilisation og stort batteri

Først og fremmest får skærmen en nærmest utrolig opløsning på 1440 x 2560 pixels fordelt på en 5,5 tommer stor skærm, og det skal blive spændende at se, hvordan så høj en opløsning tager sig ud på en mobilskærm.

Læs også: LG's ekstreme topmobil vises frem i ny video

Processoren bliver en ny Snapdragon 801, der dog "kun" får 2 GB RAM at arbejde med modsat rygterne, der sagde 3 GB.

Det bagudvendte kamera bliver på 13 MP og får optisk billedstabilisation, og hertil kommer et stort batteri på hele 3.000 mAh, som måske bliver udskifteligt.

LG G3 bagsider

Den indbyggede lager-kapacitet er AndroidCentral lidt usikre på, da der kun blev oplyst en 16 GB model på det hollandske site, men der kan blive frigivet flere LG G3 mobiler med forskellige kapaciteter.

QuickCircle Case coveret, som vi skrev om tidligere, der har et rundt vindue på fronten, hvorfra man kan tilgå forskellige applikationer, kommer også ganske som ventet.

Infrarød laser i LG G3

I forbindelse med tidligere lækkede billeder og LG's egne teaser-videoer (som du kan se herunder) er der blevet spekuleret over, hvad der gemmer sig i det sorte hul til venstre for objektivet på bagsiden af LG G3.

Den hollandske bommert har imidlertid afsløret, at der vil være en infrarød autofokus laser derinde sammen med en IR sender, der gør det muligt at bruge LG G3 som fjernbetjening.

Den infrarøde laser er kun synlig for kameraets sensor og ikke for det menneskelige øje, og sammen med forbedret kamera software skulle det gøre det hurtigere og simplere at tage billeder med LG G3.

LG G3 kamera

"Simpelt er det nye smart"

Under dette slogan vil LG sælge den nye topmobil, og det kunne tyde på, at de i stil med Samsung og deres GALAXY S5 vil nedtone mængden af smarte gimmicks og fokusere på en smartphones kernefunktioner.

Således er designet af LG G3 også blevet meget stilrent, som man kan forvisse sig om på de officielle billeder fra LG Holland her på siden, der viser en enkel og elegant mobil, som i øvrigt måler 146.3 x 74.7 mm x 8.9 mm.

Læs også: Samsung vil scanne dit øje

Til gengæld kan vi så konkludere, at det er knap så simpelt at holde på en hemmelighed, når man hedder LG, men bortset fra det ligner det en meget interessant mobiltelefon, som LG præsenterer i aften i London.