Vellydende party højttaler

edbpriser.dk 25-02-2016 10:33

JBL Pulse 2 er ikke som andre Bluetooth højttalere; den har nemlig indbygget lysshow i kroppen, hvilket gør den til den ultimative party højttaler.

Samtidig har den rigtig god lyd og spiller meget højt, sin kompakte størrelse taget i betragtning.

Indhold i kassen

JBL Pulse 2 kommer i en lækker æske, hvor den er pakket godt ind i både skum og pose.

Sammen med den ganske tunge højttaler får du en oplader, et Micro USB kabel, en lynstartsvejledning samt sikkerhedsark og garantikort.

Design

JBL Pulse 2 er en tung og kompakt Bluetooth højttaler, der føles som et seriøst kvalitetsprodukt, når man har det i hånden.

Målene er 84,2 x 194,4 mm, og vægten er 775 gram, og højttaleren fås både i sort og sølv.

I enderne sidder bas membranerne, der pulserer lystigt, når musikken spiller, mens næsten hele kroppen er dækket af et metalgitter, bag hvilket LED-lysshowet gemmer sig.

Bagpå højttaleren sidder de fleste knapper i en række ned til en lille gummiflap, der dækker over Micro USB indgangen til opladning.

JBL Pulse 2 design

Øverst er der en linse, som med et tryk på den eneste knap på forsiden af JBL Pulse 2 gør, at man kan scanne en farve, som lysshowet så vil gengive.

Bagpå er der også fem lysdioder, der angiver batteri-niveauet, som på en fuld opladning kan give op til 10 timers musik og lysshow.

Designet er minimalistisk og overskueligt, og det er nemt at finde ud af, hvad de forskellige knapper skal bruges til, og så er højttaleren desuden stænksikker, så den kan tåle lidt af hvert.

Opsætning

Som med de andre JBL produkter, vi har testet, er det ganske simpelt at forbinde JBL Pulse 2 til din smartphone, tablet eller computer.

Du slår bare Bluetooth til på din enhed og trykker på Bluetooth knappen på højttaleren, og når du kan se JBL Pulse 2 på din enheds skærm, vælger du den, og så kommer højttaleren med en lille lyd, der angiver, at den er forbundet.

Herefter er det bare at sætte noget musik på.

Lyden

Med en vejledende pris på 1.500 kroner forventer man en god lydoplevelse, og det får man så absolut også med JBL Pulse 2.

JBL Pulse 2 fest

Den er måske nok lidt bastung og ikke helt så klar i lydbilledet som JBL Flip 3, men den er mere end godkendt og lever på sin vis fint op til at være en rigtig party højttaler.

Læs også: Flot lyd i lækker indpakning - anmeldelse af JBL Flip 3

Den spiller også forbløffende højt, og man skal virkelig skrue op, før der kommer forvrængninger på lyden.

JBL Pulse 2 kommer også med JBL Connect, der er en funktion, der trådløst forbinder flere højttalere med hinanden, så man kan få lyd større dele af rummet eller ligefrem i flere rum samtidig.

JBL Pulse 2 sølv

Det fungerer fint, men enhederne skal dog ikke alt for langt væk fra hinanden eller have for mange forhindringer imellem sig, før der begynder at komme udfald i lyden, men funktionen er rigtig god og simpel, hvis man kan tage højde for begrænsningerne.

Sjove og fjollede party funktioner

JBL Pulse 2 er skabt til at underholde og kommer med en række mere eller mindre fjollede funktioner, der nok mest vil appellere til et yngre publikum.

Lysshowet er som sådan en glimrende ekstra funktion, der løfter oplevelsen, og på den knappen med "solen" bagpå JBL Pulse 2 kan man veksle mellem en hel række af forskellige shows, der lyser og pulserer på forskellige måder.

JBL Pulse 2 poolside

Det betyder desværre også, at lysshowet ikke er styret af rytmen i musikken men kører efter sin egen frekvens, og det er lidt ærgeligt, da det godt måtte supplere hinanden.

Man kan snildt finde en indstilling, der passer til musikken, men det kunne være cool, hvis lyset selv fulgte rytmen.

Ligeledes er funktionen, hvor man kan scanne en farve og få JBL Pulse 2 til at lyse i den kulør, noget mangelfuld, da den langt fra virker hver gang.

Hvis festen har flere deltagere med hver deres JBL Pulse 2 er der også en funktion, hvor man kan ryste sin højttaler i hånden og få dem alle til at lyse på samme måde. Det har jeg dog ikke kunnet teste, da jeg kun havde et eksemplar.

JBL Pulse 2

JBL Pulse 2 bliver også fulgt af en applikation til Android eller iOS, der gør dig i stand til at ændre indstillinger og opsætte lysshowet, som du ønsker.

Du kan blandt andet vælge at bruge dine JBL højttalere i en stereo opsætning, få software opdateringer til højttalerne og i JBL Pulse 2's tilfælde nye lysshows gennem applikationen.

Sidst men ikke mindst kan tre festdeltagere tilslutte til JBL Pulse 2 samtidig, så fleres playlister kan være med.

Mobilopkald

JBL Pulse 2 har som mange andre Bluetooth højttalere muligheden for at blive brugt ved mobilopkald, og det fungerer - ligesom på de andre testede JBL produkter - upåklageligt.

Læs også: Lækkert designet rejsekammerat - anmeldelse af JBL Clip+

Lyden går fint igennem både på højttaleren og hos den anden part.

Konklusion

Alt i alt er JBL Pulse 2 et forfriskende pust på Bluetooth højttaler markedet med sit herlige lysshow og virkelig gode lyd.

Den skal dog nok først og fremmest anbefales til et yngre eller meget fest-orienteret publikum, da vi andre jo hurtigt holder op med at kigge på højttaleren, når den spiller, og så er lysshowet jo lidt spildt.

Man kan dog godt slå lysshowet fra og spare på batteriet, når musikken ikke behøver at blive lyst op, og så har man jo bare en rigtig god Bluetooth højttaler, der er klar til mere, hvis lejligheden skal omdannes til diskotek.