Verdens 10 bedste filmgennembrud

edbpriser.dk 22-06-44206 20:50

Det viser en ny undersøgelse blandt knap 600 filmelskere, som LOVEFiLM har lavet i Danmark i anledningen af premieren på filmen "En kongelig affære", hvor Mikkel Boe Følsgaard for alvor brød igennem og blev hædret med en Sølvbjørn på filmfestivalen i Berlin i år for bedste mandlige skuespiller. 

Stort gennembrud af Mikkel Boe Følsgaard
På torsdag får "En kongelig affære" med Mads Mikkelsen dansk premiere, men det er en helt anden, som stjæler overskrifterne. Nemlig den blot 27-årige skuespillerelev, Mikkel Boe Følsgaard, som på fornem vis vandt en Sølvbjørn i Berlin for sit portræt af danske Kong Christian VII. I den anledning har LOVEFiLM spurgt de danske filmelskere om, hvilket filmgennembrud der er det bedste gennem tiderne.

Den klare vinder er Julia Roberts med sit gennembrud i "Pretty Woman" (1990), som får hele 35 procent af stemmerne. Efter denne film har Julia Roberts da heller ikke set sig tilbage og er blevet hædret med en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for titelrollen i "Erin Brockovich" (2000). Ind på andenpladsen kommer Matt Damons præstation i "Good Will Hunting". Han får 16 procent af stemmerne, mens Leonardo DiCaprio indtager tredjepladsen med sit fantastiske gennembrud i "Hva’ så Gilbert Grape?" (1993), hvor han spiller den udviklingshæmmede dreng Arnie.

En overraskende vinder?
Mikkel Boe Følsgaard er selv en smule overrasket over resultatet, selvom han synes, at det er nogle af de absolut bedste skuespillere, som er at finde på top 10-listen.

”Mine personlige favoritter er Leonardo DiCaprio, Natalie Portman og Mads Mikkelsen. Leonardo DiCaprio har en fuldstændig fantastisk evne til brænde igennem på lærredet med sin energi og tilstedeværelse. Natalie Portman er bare 12 år i ”Leon”, men alligevel spiller hun som om hun ikke har lavet andet. Mads Mikkelsen har altid været en af mine yndlingsskuespillere og i "Pusher" leverer han en fantastisk præstation,” siger den kommende danske stjerne Mikkel Boe Følsgaard.

En kongelig affære
LOVEFiLM spugte da også om, hvordan det var at vinde en Sølvbjørn for sin første film nogensinde.

”For mig har det været et kæmpe klap på skulderen at få ros for min præstation i "En kongelig affære". Det er underligt at se sig selv på det store lærred og specielt den første gang jeg så filmen, kunne jeg næsten ikke holde ud at se på det, da jeg konstant sad og analyserede min egen præstation og var mega selvkritisk”, udtaler Mikkel Boe Følsgaard til LOVEFiLM.dk.

En kongelig affære - Foto: Jiri Hanzl
En kongelig affære - Foto: Jiri Hanzl

Berømmelsen stiger ham dog ikke til hovedet og han forbliver ydmyg. Og han er da heller ikke interesseret i at udråbe sig selv som det største filmtalent i Danmark. Mikkel Boe Følsgaard er fokuseret og tager et projekt og en rolle ad gangen. 

LOVEFiLMs nordiske direktør, Ira Gladnikoff, forklarer resultatet således: ”Megahittet "Pretty Woman" bliver af mange betegnet som den mest romantiske film nogensinde, og Julia Roberts gjorde det intet mindre end fantastisk. Filmen har altid haft et stort publikum, hvilket med garanti har haft indflydelse på udfaldet.”

De 10 bedste gennembrud

1. Julia Roberts i "Pretty Woman" (1990) – 35%
"Pretty Woman" er en af 90'ernes helt store succesfilm med Richard Gere og den Oscar-belønnede Julia Roberts i hovedrollerne - et moderne Askepot-eventyr, som både har humor og romantik.

2. Matt Damon i "Good Will Hunting" (1997) – 16%
Matt Damon spiller en yderst begavet ung mand, som lader sig styre alt for meget af sit iltre temperament. Det får ham til at komme i problemer med lovens lange arm. Derfor tvinges han til at gå hos en psykolog (spillet af Robin Williams som vandt en Oscar for sin præstation) for at afhjælpe ham med hans problemer.

3. Leonardo DiCaprio i "Hva’ så Gilbert Grape" (1993) – 14%
Gilbert Grape (Johnny Depp) passer sin autistiske bror Arnie (Leonardo DiCaprio) og deres meget fede mor, som kommer i vejen, da kærligheden kommer ind i hans liv. At passe Arnie er mest Gilberts opgave, og det kan være ret krævende, især når man samtidig skal arbejde i den lokale købmandsbutik. Men så en dag kommer Becky og hendes bedstemor, som har problemer med deres bil, til Endora. Gilbert forelsker sig i Becky, men får problemer da han prøver at få et privatliv.

4. Natalie Portman i "Leon – The Professional" (1994) – 10%
Natalie Portman i Leon - The Professional
Leon (Jean Reno) er den italienske mafias mest effektive dræbermaskine. Han er kold, hurtig og helt uden skrupler. Stansfield (Gary Oldman) er en korrupt narkostrømer. Han er indblandet i en narkoaffære og myrder koldblodigt en pusher og hans familie - den eneste som overlever, er pusherens 12-årige datter Mathilda (Natalie Portman). Hun undslipper ved at banke på Leons dør. Leon tøver længe, før han åbner døren, vel vidende at hans lille gæst vil forandre hans liv.

5. Dustin Hoffmann i "The Graduate/Fagre voksne verden" (1967) – 10%
"The Graduate" blænder os med vittig dialog og fantastiske skuespillerpræstationer, specielt leveret af Dustin Hoffman, der dengang var fyldt 30 år.

6. Christoph Waltz i "Inglourious Basterds" (2009) – 5%
I det første år af Tysklands besættelse af Frankrig var Shosanna Dreyfus (Mélanie Laurent) vidne til, at hendes familie blev henrettet af SS-officeren Hans Landa (Christoph Waltz). Et andet sted i Europa står løjtnant Aldo Raine (Brad Pitt) i spidsen for en gruppe jødiske, amerikanske soldater, der udfører hurtige og hårrejsende hævntogter. Alles veje krydses under en biografmarkise, hvor Shosanna netop er ved at gennemføre sit eget hævntogt...

7. Mads Mikkelsen i "Pusher" (1996) – 4%
En heroin-deal slår fejl. Pusheren, Frank (Kim Bodnia), kommer dermed til at skylde sin bagmand flere hundrede tusinde kroner og tvinges derfor til at snyde, sniffe, hustle, tæve og myrde sig gennem København for at skaffe de kontanter, der kan redde hans liv. Kort sagt må hovedpersonen, efter han er blevet bustet af strisserne, ud på en mareridtsagtig jagt på en formue i kontanter, så han kan betale sin gæld med penge i stedet for livet...

8. Brad Pitt i "Thelma & Louise" (1991) – 3%
Susan Sarandon og Geena Davis i Oscar-nominerede præstationer som bedste venner på desperat flugt tværs gennem det sydvestlige USA efter en tragisk hændelse ved en bar. Med en målrettet politimand (Harvey Keitel) i hælene, en indsmigrende blaffer (Brad Pitt) på slæb og en stribe forbrydelser i kølvandet, veksler deres rejse mellem hyleskæg, høj-oktans morskab og en odyssé, der gør dem til stærke kvinder... selv når lovens lange arm nærmer sig.
 
9. Robert De Niro i "Mean Streets" (1973) – 2%
"Mean Streets" er en amerikansk gangsterfilm fra 1973 instrueret af Martin Scorsese og med Harvey Keitel og Robert De Niro I hovedrollerne. Efter sit gennembrud i "Mean Streets" gik De Niro kun opad på karrierestigen med to Oscar-statuetter til følge.

10. Sara Hjort i "Undskyld jeg forstyrrer" (2012) – 1%
Helenes mor (Lotte Andersen) har aldrig lagt skjul på, at datteren var et 'uheld'. Længslen efter en far fører den 20-årige Helene (Sara Hjort) til teaterdirektøren Morten (Søren Østergaard), som måske kan være hendes biologiske ophav. Ved et tilfælde indlemmes Helene og hendes hund, Lille Bjørn, i teatrets samspilsramte 'familie' af forkælede stjerne-egoer og angstplagede kunstnere. Men Helenes tyranniske mor slipper ikke taget i hende.


Kilde: LOVEFiLM.dk