Verdens første 'smarte' cruiseskib

edbpriser.dk 28-04-46621 14:03

Smartphones, smartwatches, smarte hvidevarer og nu også et cruiseskib, der kan kaldes smart.

Det er i hvert fald hvad Royal Caribbean rederiet kalder deres nye flagskib, Quantum of the Seas, der bliver udstyret med den nyeste teknologi fra top til bund.

Robot bartendere

Det mest håndgribelige high tech indslag ombord på Quantum of the Seas vil nok være robot bartenderne.

Quantum of the Seas robot bartender

Disse bioniske tjenere modtager din bestilling på en tablet, og så kan du bare læne dig tilbage og nyde robotarmene mikse din dry martini eller sex on the beach med knivskarp præcision.

Flere robotter i underholdningen

Robot-indslaget er dog ikke begrænset til baren. Også på Quantum of the Seas' Two70° scene vil du kunne opleve seks 21 meter høje dansende skærme, der er styret af robotarme.

Quantum of the Seas robotstyrede skærme

De vil nok kunne lave et underholdende show, men hvis du alligevel skulle blive træt af at se på dansende robotskærme, kan scenen også omdannes til en kæmpestor skærm i ultrahøj opløsning.

Quantum of the Seas Vistarama

I en Vistarama oplevelse specielt designet til Quantum of the Seas vil 18 projektorer omdanne scenen til et 30 x 6 meter stort lærred, der kan vise snart sagt et hvilket som helst scenarie i 12K opløsning.

Virtuelle balkoner i de indre kahytter

Hvis du er så uheldig ikke at have råd til et stateroom som dette:

Quantum of the Seas stateroom

behøver du ikke at gå glip af udsigten, selvom du bor i en indre kahyt uden vindue.

Læs også: Hvordan Tingenes Internet vil revolutionere dit liv

Quantum of the Seas har nemlig installeret gulv-til-loft skærme i de indvendige kahytter, hvor gæsterne kan nyde udsigten til havet og opleve både solopgangen og den romantiske solnedgang.

RFID-armbånd som nøgler og betaling

Alle gæster ombord på Quantum of the Seas vil få et armbånd med en RFID-chip i, der kan bruges både som nøgle til værelset og som betaling i baren, butikker og restauranter.

Quantum of the Seas RFID armbånd

En smartphone app klarer reservationerne

Et SmartCruiseskib ville naturligvis ikke være komplet uden en smartphone app, så det har Royal Caribbean også fået udviklet.

Quantum of the Seas smartphone app

Her kan gæsterne både reservere bord i en af skibets mere end 30 restauranter og booke udflugter på land.

Vild underholdning ombord

For første gang ombord på et cruiseskib har Royal Caribbean installeret en faldskærmssimulator, eller du kan tage en tur i North Star kranen på toppen af skibet, der giver dig en rundtur over havet i 100 meters højde.

Læs også: Fantastisk udseende rammeløs mobil fra Sharp

Hertil kommer faciliteter som vandland, kasino, surfsimulator, cirkusskole, udendørs pool med tilhørende biograflærred, radiobiler og meget, meget mere.

Første tur er fra Southampton til New York

Hvis rejselysten har grebet dig, så stævner Quantum of the Seas ud fra Southampton den 2. november med kurs mod New York.

Det er samme rute som Titanics jomfrurejse, men det bør vel ikke give grund til bekymring - Titanic havde jo hverken robotter eller en faldskærmssimulator.