Verdens mest sikre mobil blev hacket på 5 minutter

edbpriser.dk 28-09-46585 12:40

Blackphone, der har udråbt sig selv til at være verdens mest sikre smartphone, fik nedbrudt sikkerheden overraskende hurtigt på hacker-konferencen, DefCon, skriver BetaNews.

Firmaerne bag BlackPhone, amerikanske Silent Circle og spanske Geeksphone, lovede ellers på årets Mobile World Congress, at deres nye Blackphone model ville være den sikreste smartphone på markedet.

Det må man så ikke håbe, at den er, for det tog hackere sølle 5 minutter, før de havde root-adgang på mobiltelefonen uden at låse op for bootloaderen.

Læs også: Hackerangreb rammer Synology NAS

Blackphone er da også bygget op over Android styresystemet, og det har bekymret flere, da det system notorisk har været for let at bryde ind i.

Én af de to sikkerhedsfejl, som hackerne udnyttede, har dog vist sig at kræve accept fra den fysiske bruger af Blackphone mobilen, mens den anden allerede er blevet rettet af folkene bag den "sikre" smartphone.

Ny sikker(?) Snowden Phone på vej

Så hvis du er på udkig efter en mere sikker mobiltelefon, skal du måske i stedet holde øje med Privacy Phone, der har fået kælenavnet Snowden Phone efter NSA whistlebloweren Edward Snowden.

Privacy Phone også kendt som Snowden Phone
Privacy Phone også kendt som Snowden Phone.

Holdet bag Snowden Phone, FreedomPop, stræber efter at anonymisere din gøren og laden på mobilen, så hverken kommunikationen eller din færden på internettet kan spores, og de arbejder endda på, at det skal være muligt at betale anonymt på nettet med Bitcoins.

Imidlertid har Blackphones skabere tidligere peget på, at man aldrig vil kunne være helt anonym eller skjult fra sikkerhedstjenester som for eksempel NSA, der til enhver tid vil kunne komme ind på din enhed.

Læs også: Her er den mest sårbare browser

Blackphone hackningen på DefCon har da også vist, at det er sværere end som så at lave en sikker smartphone, men noget mere modstandsdygtighed end 5 minutter fra en hacker skulle man vel nok kunne forvente...


Via Version2.dk