Video: Androids supertelefoner i hastighedstest

edbpriser.dk 19-12-2016 09:41

Samsung Galaxy S7 edge er en af de mest populære Android smartphones på markedet takket være sit smukke ydre og sit potente hardware, men er den også den hurtigste mobil på markedet?

Læs også: Se årets mest populære hos Google Play

Det har PhoneBuff sat sig for at finde ud af ved at sætte den op mod to andre Android flagskibe, OnePlus 3T og Google Pixel XL, hvor de tre telefoner bliver kørt igennem to omgange med åbning af en lang række apps og spil for at se hvilken mobil, der har den bedste processor-, grafik- og RAM-konfiguration til at klare en række krævende opgaver.

I første omgang lægger OnePlus 3T og Google Pixel XL hurtigt afstand til Galaxy S7 edge, og helt galt går det i anden gennemgang, hvor OnePlus 3T fuldstændig smadrer konkurrenterne takket være sin 6 GB RAM, der sørger for at holde alle programmer åbne og derfor kan flyve igennem anden omgang på blot 23,5 sekunder.

Det giver en klar førsteplads til OnePlus 3T i hastighedstesten, og Google Pixel XL får en lige så klar andenplads, mens Samsung Galaxy S7 edge må se sig godt og grundigt slået af rivalerne.

Se det hele i videoen herunder - testen sættes i gang ved 1 minut og 19 sekunder.

Læs også: Nye danske data afslører: Her er de mest populære smartphones i Danmark

Testen her giver naturligvis ikke det fulde billede af en smartphones kvaliteter, da man også skal se på byggekvalitet, displayets egenskaber, stabilitet og så videre, men hvis det er hurtighed og muligheden for multitasking, du er ude efter, så er den klare vinder i hvert fald fundet på Android markedet.