Windows 10 er født

edbpriser.dk 01-10-2014 11:14

Ved et event i går overraskede Microsoft de fleste ved at kalde deres nye operativsystem for Windows 10.

Dermed forsøger Microsoft at lægge afstand til det udskældte Windows 8 og samtidig signalere, at de med Windows 10 virkelig kommer med mange signifikante nyskabelser.

Ét Windows til at styre dem alle

Under overskriften "En produktfamilie - En platform - En butik" proklamerer Microsoft, at Windows 10 vil styre alle Windows enheder fra PC'er over tablets og helt ned til Windows Phone mobilerne. Selv Xbox One vil blive udstyret med Windows 10.

Derfor skal Windows 10 kunne skaleres fra små til store skærme og mellem mus-og-tastatur brug i den ene ende og et touch interface i den anden.

Læs også: Microsoft til iPhone ejere (og alle andre): Få 30 GB gratis online lager

En funktion kaldet Continuum sørger endda for at tilpasse Windows 10 brugerfladen, alt efter om der er tilsluttet et tastatur eller ej.

Windows 10 - én platform til alle enheder
Windows 10 - én platform til alle enheder.

Applikationer skal samtidig laves universelt for alle platforme, købes eller hentes i den samme butik og opdateres automatisk på tværs af platformene.

Det er Microsofts vision for Windows 10, som kun blev vist frem i går i en ufærdig version. Den færdige udgave ventes først at være klar i anden halvdel af næste år.

Startmenuen er tilbage i Windows 10

En ny og bedre startmenu er det første Microsofts Joe Belfiore slår på i introduktionsvideoen herunder.

Den er nemlig tilbage i forbedret form, hvor man ved et klik på Windows ikonet i nederste venstre hjørne får en menu, hvorfra man kan tilgå snart sagt alt på sin Windows 10 enhed.

Windows 10 startmenu
Startmenuen i Windows 10.

Som noget nyt har Microsoft tilføjet et panel til startmenuen, som man selv kan tilpasse med sine mest brugte apps og programmer.

Samtidig er søgefunktionen udvidet, så den både søger på computeren og internettet efter mulige resultater.

Alle applikationer kører i vinduer

I Windows 8 fyldte applikationerne per automatik hele skærmen, hvilket ikke altid var lige hensigtsmæssigt.

Derfor kommer apps i Windows 10 i et godt gammeldags vindue med mulighed for at rykke dem rundt skærmen, skalere deres størrelse samt maksimere, minimere og lukke på de tre velkendte knapper oppe i højre hjørne.

Firdobbelt snap-funktion i Windows 10

Microsoft udvider også snap-funktionen i Windows 10, som i tidligere versioner kun kunne sætte to vinduer fast i siderne af skærmen, så de delte skærmarealet ligeligt imellem sig.

Windows 10 med fire snap-vinduer
Windows 10 med fire snap-vinduer. Billede: CNET .

I Windows 10 kan man sætte et vindue fast i hvert hjørne af skærmen, så man virkelig kan udnytte pladsen, hvis man har en stor PC skærm.

Windows 10 får ny taskview knap

For dem, der er vant til at bruge Alt+Tab til at skifte imellem computerens åbne programmer, er det her ikke den store nyhed.

Men der er åbenbart mange, som ikke kender funktionen, og derfor har Microsoft lavet en speciel knap på proceslinjen, som straks giver et overblik over alle åbne programmer, som så nemt kan tilgås herfra.

Virtuelle skriveborde er nu en mulighed

Virtuelle skriveborde har også fundet vej til Windows 10, så man bedre kan organisere de programmer, man bruger til forskellige ting.

For eksempel kan man indrette ét skrivebord til sine arbejdsrelaterede opgaver og ét skrivebord til fritidssyslerne.

Læs også: De bedste fif til Windows 8.1

Det er en feature, der har eksisteret i Apples OS X og Ubuntu gennem længere tid, men kun har været tilgængelig til Windows ved hjælp af et plugin.

Windows 10 skal appellere til firmaer og forretningsfolk

Efter at Microsoft nærmest havde glemt det professionelle segment med Windows 8's overdrevne fokus på touch, har piben fået en anden lyd med Windows 10.

På denne Windows blog kan man læse, hvordan Microsoft vil appellere til forretningslivet og implementere de professionelle brugeres meninger langt tidligere, end tech-giganten har gjort før.

Det skyldes nok, at den tidligere business-yndling, Windows XP, mere end lakker mod enden, og at Microsoft mere end nogensinde før har brug for være det foretrukne valg for virksomheder og institutioner.

Det skal Windows 10 hjælpe dem med at blive.

Skriv dig op til at betateste Windows 10

Man kan blive skrevet op til at være betatester af et tidligt Technical Preview her, hvor man kan være med til at komme med feedback og forbedre den endelige version af Windows 10.

Læs også: Giv din maskine nyt liv ved at geninstallere Windows

Den færdige version af Windows 10 regner Microsoft som nævnt først at have færdig i andet halvår af 2015, men der blev desværre ikke nævnt noget om prismodeller for opgraderingen til det nye styresystem.

Se hele Microsofts præsentation af Windows 10 i video #2 herunder.