Windows 10 vil understøtte 8K opløsning

edbpriser.dk 22-09-47198 06:53

4K er langt fra blevet standard endnu på verdens PC skærme - ud af mere end 1.400 PC skærme her på EDBpriser er det under 30, som er med 4K opløsning.

Det har dog ikke forhindret Microsoft i at tænke det næste skridt i skærmopløsnings-evolutionen - 8K - med i Windows 10, som bliver lanceret til sommer.

Læs også: Officielt: Windows 10 kommer til sommer

Det fremgår af en PowerPoint præsentation, som Microsofts Program Manager, Nishanth Lingamneni, har vist på WinHEC messen i Shenzhen i Kina i sidste uge, fortæller PCWorld.

Windows 10 8K slide

Heri står der, at Windows 10 vil kunne blive vist i en opløsning på 7680 x 4320 px (8K) på PC skærme større end 27 tommer, og at tilslutningen skal ske via skærmens DisplayPort.

Dermed er Windows 10 klar til fremtiden, der dog for 8K's vedkommende nok vil være en del år ude i fremtiden (japansk TV arbejder på at vise olympiaden i Tokyo i 2020 i 8K), så derfor er Windows 10 naturligvis også klar til 4K.

4K opløsningen på 3840 x 2160 px vil blive understøttet på PC skærme helt ned til 8 tommer og på tablets, phablets og smartphones helt ned til 6 tommer.

Læs også: Microsoft installerer Windows 10 på Android mobiler

Windows 10 kommer også til at understøtte 4K video kodekset HEVC (High Efficiency Video Coding) også kaldet H.265, hvorimod Googles 4K standard, VP9, ikke bliver nævnt i PowerPoint præsentationen.