Windows 8 bliver lanceret i 2012

edbpriser.dk 31-03-43363 23:00

Den næste version af Windows vil hedde Windows 8, og den bliver lanceret i 2012. Dette fortalte Microsoft-chef, Steve Ballmer, i en tale i forbindelse med Microsoft Developer Forum, som løber af stablen i Japan i denne uge.

Ingen af delene er overraskende. Tværtimod. Microsoft har forsøgt sig med diverse variationer af Windows-navnet, men er kommet frem til, at det enkle nok er det bedste. Og så er det jo naturligt at følge Windows 7 op med Windows 8.

At Windows 8 kommer i 2012, bør heller ikke overraske nogen. Microsoft plejer at komme med en ny Windows-version med omtrent tre års mellemrum, og Windows 7 blev lanceret i oktober 2009.

Der har været mange lækager omkring nyhederne i Windows 8 men meget lidt officielt. Ballmer lovede, at dette vil ændre sig i tiden fremover.

- I løbet af året kan du forvente at høre meget om Windows 8. Windows 8 slates, tablet-PC'er, almindelige PC'er - en mangfoldighed af forskellige formfaktorer, sagde Ballmer.

Det er officielt bekræftet, at Windows 8 også vil komme i udgaver, som kan køres på ARM-baserede system-enheder.

Men baseret på ufærdige testversioner af Windows 8, som er blevet lækket, er der også en del andre nyheder, der er blevet kendt - selvom det selvfølgelig ikke er alt, der prøves af i tidlige testversioner, som ender med at komme med i den endelige udgave.

Blandt det som virker relativt håndfast, er muligheden for at lagre brugerens skrivebordsopsætning på en USB-baseret lagringsenhed, som så kan flyttes mellem forskellige PC'er.

Det har også været nævnt, at Windows 8 vil få en integreret PDF-læser, Windows Stifinder med den meget omdiskuterede ribbon-grænseflade og integreret understøttelse af ISO-filer.

Der har også været snak om en tjeneste tilsvarende Apples Mac App Store, hvor brugerne kan købe og/eller downloade tredjeparts software og program-opdateringer.


Denne artikel blev oprindelig bragt på digi.no