Windows Phone får endelig mapper

edbpriser.dk 08-04-46547 19:56

Både iPhone- og Android-ejere har kunnet samle applikationer i mapper i årevis, og nu bliver funktionaliteten omsider også implementeret i Windows Phone styresystemet, skriver The Verge.

Microsoft har højst sandsynligt fravalgt muligheden, fordi den ikke passer sammen med Windows Phone systemets live opdateringer af de levende fliser, der udgør styresystemets brugerflade.

Men nu lader det altså til, at Microsoft alligevel vil lade mapper være en indbygget del af Windows Phone 8.1.

Hvorvidt de nye mapper vil kunne bringe opdateringer fra de applikationer, der er i dem, vides ikke på nuværende tidspunkt.

Læs også: Endnu billigere Nokia Lumia mobil på vej

Det har faktisk været muligt at downloade forskellige apps til at oprette mapper fra Windows Phone Store, men nu bliver det en nemmere og mere integreret del af styresystemet.

Windows Phone kommer også til at understøtte interaktive covere

Af andre nye funktioner i opdateringen til Windows Phone 8.1 finder man understøttelsen af interaktive covere.

Flere Android mobiltelefoner fra Samsung, HTC og LG aktiveres, når man åbner deres cover, eller som på LG G3's QuickCircle cover, hvor brugeren kan bestemme, hvad der skal vises på skærmen i det runde vindue i coveret.

HTC er efter sigende også på vej med en version af deres nye HTC One, der skal køre med Windows Phone 8.1, og det kunne jo bane vejen for selskabets Dot View Cover, der viser information fra mobilen i en sjov retro dot-matrix stil.

HTC One M8 Dot View Case

Herudover mener The Verge at vide, at der kommer udvidet stemme kontrol til Cortana assistenten (kun i engelsk-talende lande), understøttelse af højere opløste skærme og 7 tommer enheder samt Voice over LTE (VoLTE) understøttelse.

Læs også: Test af Nokia 930: Jeg overvejer seriøst en skilsmisse og en ny model

Microsoft skulle være klar til at sende opdateringen til Windows Phone 8.1 ud til udviklerne allerede i næste uge eller i hvert fald i løbet af august.