Windows Phone taber smartphone krigen

edbpriser.dk 20-11-46834 08:43

Forskellige analysefirmaer sender ofte opgørelser over markedsandele på smartphone-markedet ud, der viser, at Android sidder mere end solidt i førersædet med over 80 %.

Herefter følger Apples iPhone med omkring 12 % af markedet, mens Microsofts Windows Phone styresystem godt nok er gået forbi Blackberry men aldrig har været at finde på mere end 5 % af verdens smartphones.

Og det til trods for at Microsoft har brugt milliarder på Windows Phone styresystemet - både med Nokia opkøbet, reklamekampagner og betaling til producenter for at lave og markedsføre mobiler med systemet installeret.

Microsofts Satya Nadella er ikke bekymret

Men Microsofts nye topchef, Satya Nadella, udtrykte ingen former for bekymring, da han blev interviewet af en udvalgt skare af journalister for nyligt i selskabets hovedkvarter, fortæller Business Insider.

Læs også: Windows 10 er født

Nadella ser i stedet frem mod Windows 10, der er udviklet til at kunne fungere på tværs af alle Windows enheder, så derfor er det ikke så vigtigt lige nu, om Windows Phone klarer sig godt.

I stedet har Nadella og Microsoft fokus på at skabe en velfungerende Windows version med populære applikationer, der helt naturligt vil være med til at brede systemet ud på tværs af alle brugernes enheder.

Windows App Store

Over en milliard Windows maskiner i verden

Der er i dag over en milliard enheder med en eller anden form for Windows installeret i verden, og det er nok denne betydelige grundbase, som Satya Nadella sætter sin lid til.

Samtidig lægger Nadella også en helt anden åbenhed for dagen med Microsofts produkter end sine forgængere, hvilket senest kunne ses med deres Microsoft Band smartwatch, som fungerer sammen med både Windows Phone, Android og Apples iOS.

Læs også: Intelligent smartwatch fra Microsoft

Windows 10 skal altså være redningskransen for Windows Phone og fungere som en indgangsportal til smartphones og tablets med Windows på, og lokkemidlet overfor brugerne er et veludviklet økosystem.

Derfor skal det også være nemmere at udvikle applikationer til både computere, tablets og smartphones med Windows på, udtalte Nadella.

Windows 10 er sat til at udkomme i starten af 2015.