Xbox omringer dig med Illumiroom

edbpriser.dk 01-03-45011 12:16

Der har tidligere været lækket rygter om Microsofts planer for den næste generation af deres spillekonsol, Xbox 360, samt udvidelserne af funktionerne i Kinect 2, der skulle blive mere præcis helt ned til fingergenkendelse, bedre stemmegenkendelse og understøttelse af op til fire personer.

Illumiroom bruger dine vægge som lærred
Noget af det, der trak flest overskrifter, da et internt dokument blev lækket, var Microsofts planer om at bruge væggene i din stue som lærred og dermed gøre din spiloplevelse meget mere indlevende.

Først scanner Kinect sensoren rummet, man spiller i, og derefter sender en projektor omgivelser ud i hele stuen, så man får oplevelsen af at være omsluttet af grafikken, hvilket sammen med et surround anlæg må give noget nær en totaloplevelse.

Læs også: Microsoft søger om patent på Holodeck

Den ekstra grafik forstærker oplevelsen af at være til stede i spiluniverset, og man kan jo kun forestille sig, hvad det vil gøre for spil som "Battlefield" og "Need for Speed" for slet ikke at tale om gyserspil som "Alan Wake" og "Dead Space".

Som man kan se i videoen herunder kan det dog også bruges til mere rolige og stemningsskabende omgivelser som for eksempel dalende sne i et "Mario Kart"-spil eller regn i et storby-scenarie.

Kommer det i Xbox 720?
Microsoft forsikrede publikum på CES messen om, at der ikke var snydt i videoen, men at der er tale om optagelser fra en demo-session hos Microsoft Research.

Om de så har teknologien klar - og spiludviklerne grafikken klar - til den nye Xbox konsol, må vi vente med at få opklaret, til Xbox 720 (eller hvad den nu kommer til at hedde) bliver afsløret på E3 i juni eller - som de seneste rygter siger - på Game Developers Conference allerede til marts.