Xiaomi overgår alle med rammefri mobil

edbpriser.dk 14-03-49578 10:46

Tidens løsen for verdens mobilproducenter er rammefri mobiltelefoner, og vi har senest set Samsung Galaxy S8, hvis skærm dækker 83 procent af forsiden, og før den kom LG G6 med et display, der dækker 80 procent af fronten.

Apple barsler som bekendt med iPhone 8, og ifølge rygterne bliver fronten på 10-års jubilæumsmodellen også næsten helt dækket af displayet, som det er illustreret i nedenstående rendering.

iPhone 8 rendering

Læs også: Apple software bekræfter ‘iPhone 8’ design

Men hvis det lækkede billede (øverst på siden) af kinesiske Xiaomis kommende Mi Mix 2 stemmer overens med virkeligheden, så overgår Xiaomi alle de andre i år.

Mi Mix 2 bliver angiveligt officielt afsløret til september - muligvis på IFA messen, og her vil vi blive præsenteret for en smartphone med et display, der dækker helt op til 98 procent af fronten.

Det resultat har Xiaomi opnået ved at flytte sensorer og indbygge højttaler og mikrofon til samtaler i mobilens krop, og de har muligvis helt droppet frontkameraet, med mindre det er indbygget på en helt ny måde.

Herudover er Xiaomi Mi Mix 2 udstyret med en Qualcomm Snapdragon 835 processor, 6 GB RAM, 19 megapixel kamera og et batteri på 4.500 mAh, så det bliver en ganske velbestykket model.

Læs også: Her er de mest kraftfulde smartphones lige nu

Prisen lander efter sigende på cirka $750, hvilket bør give en dansk pris omkring 6.000 kroner, når Xiaomi Mi Mix 2 forhåbentlig finder vej til det danske marked.


Kilde: SlashGear