Harddisk

Når det kommer til lagring af data, er harddisken rygraden i den moderne pc. Men selvom harddiskens enerådighed er slut i forbindelse med den store udbredelse, som SSD′en har fået, spiller den stadig en stor rolle som lagringsmedie. 

Filtre

Køb af harddisk

Harddiske fås som intern, ekstern eller portabel harddisk:

Intern harddisk: En harddisk man monterer i en stationær eller bærbar computer.

Ekstern harddisk: En ekstern harddisk tilsluttes til computeren via et kabel - sædvanligvis USB 3.0, USB 3.1, USB Type C, Thunderbolt eller eSATA. Det, vi kalder en ekstern harddisk, består i realiteten af en intern harddisk, der er monteret i et kabinet med integreret interface til harddisken. Dertil er der et datakabel til computeren og oftest et strømstik til en strømadapter.            

Portabel harddisk: Dette er også en ekstern harddisk, men er normalt meget mindre. Den kan tages med på farten, så du altid har adgang til lagringsplads. Portable harddiske er opbygget efter samme princip som en almindelig ekstern harddisk, men kan ofte undvære en strømadapter, og enkelte modeller er udstyret med Wi-Fi, typisk til lagring ifm. mobile enheder. 

Håndgribelige kvaliteter:

Formfaktor: Der findes 3,5″ eller 2,5″ harddiske. Tallet angiver diameteren på de magnetiske plader, der indgår i harddisken. 3,5″ harddiske anvendes i stationære computere, mens 2,5″ både kan anvendes i stationære men fortrinsvis i bærbare computere, da de fylder mindre.

Interface: SATA 6.0 Gb/s interfacet er det dominerende interface for moderne harddiske, man kan dog stadig købe harddiske med det langsommere SATA 3.0 Gb/s interface. Til erhvervsbrug findes der også harddiske med SCSI- samt SAS-interface.

Kapacitet: Harddiskenes kapacitet er steget meget gennem årene, og det er muligt at få harddiske helt op til 12 TB. Vil du have en 2,5″, må du dog nøjes med en maksimal lagringskapacitet på 4-5 TB. Netop de store lagringskapaciteter samt den lavere pris er hovedårsagen til at vælge harddisk frem for en SSD.   

RPM: Beskriver hvor mange omdrejninger harddiskens plader roterer i minuttet. Til privat brug er 5400 rpm og 7200 rpm de mest almindelige rotationshastigheder.  5400 rpm harddiske er beregnet til situationer, hvor ydelsen ikke er vigtigst, men hvor man ønsker lavere støjniveauer og mindre varmeudvikling. 7200 rpm harddiske anvendes, hvor ydelsen er vigtigere end førnævnte, og vil man benytte en harddisk som et systemdrev, vælger man et 7200 rpm drev. Der findes 10000 rpm og 15000 rpm harddiske, men de er til erhvervsbrug. 

Hastighed og features:

Harddiskens hastighed: Harddiskens hastighed beskrives i MB/s, dette tal betegner den størst mulige hastighed, man kan forvente, når man kopierer data til eller fra harddisken. I realiteten kan der være forskelle mellem, hvor hurtigt data kan skrives og hentes til/fra harddisken.

RAID: Hvis man benytter mindst to harddiske, kan man opsætte sine harddiske i en såkaldt RAID-opsætning. Til privat brug er RAID 0 og RAID 1 mest udbredt. RAID 0 øger hastigheden ved, at data fordeles over de inkluderede harddiske, da der derved er flere læsehoveder i drift ad gangen. RAID 0 er dog også kendt for at være usikker, sker der noget med den ene harddisk, er alle data på begge drev ubrugelige. I RAID 1 ′spejles′ data fra den ene harddisk til den anden, det øger ikke hastigheden, men stiller en kopi af data på harddisk 1 til rådighed på drev 2. Det betyder, at harddiskenes kapacitet halveres, da det er de samme data, der gemmes på begge harddiske.   

Gennemsnitlig søgetid: Den gennemsnitlige tid det tager harddiskens læsehoveder at nå hen til det stykke, hvor den eftersøgte data befinder sig.  

Integreret buffer: Indbygget hukommelse, der fungerer som buffer mellem harddisken og harddiskens I/O interface. Er typisk på mellem 8 MB og 256 MB. Bufferen udligner hastighedsforskelle, fungerer som midlertidigt lager og kan bidrage til at øge skrivehastigheden.      

Hybride harddiske: En hybrid harddisk er en traditionel harddisk, hvor der er indbygget en vis mængde flash-hukommelse med det formål at kombinere fordelene ved SSD og harddisken i samme drev. Den indbyggede cache-størrelse ligger typisk mellem 8 GB og 32 GB. Cachen øger hastigheden ved at gemme kopier af de oftest benyttede data på harddisken. En hybrid harddisk kan speede tingene op og give en mere ′flydende′ brugeroplevelse.            

Pris per GB: Der kan være stor prisforskel på GB lagringsplads, såvel mellem forskellige typer harddiske, harddiske fra samme producent og modelserie. Hvis man er opmærksom, kan man få meget mere for pengene ved at vælge et større drev.